Lejer du ud via Airbnb?

6355 danskere modtager i de disse dage et brev fra Skattestyrelsen. Formålet er at kontrollere, at udlejere betaler de korrekte skatter og afgifter, og der er flere breve på vej, når det er lykkedes Skattestyrelsen at identificere flere af de borgere, de har fået oplysninger om fra Airbnb. 

Af Pia Melander Guilbert

Paulun Inarticle 2020

Skattestyrelsen modtog i januar 2020 oplysninger fra Airbnb om de borgere, der har lejet deres bolig ud i sidste halvdel af 2019. Oplysningerne er uden personnumre, og Skattestyrelsen er derfor i gang med at identificere de borgere, oplysningerne vedrører. Foreløbigt er det lykkedes at identificere 6355 udlejere.

En hurtig søgning på Airbnb efter boligudlejning i Dragør giver over 300 emner.

Nyt system på vej
I denne uge og de næste par måneder vil flere borgere, der i perioden 1. juli til 31. december 2019 har lejet deres bolig ud på Airbnb, modtage et brev fra Skattestyrelsen.

– Det er vigtigt for Skattestyrelsen at have de rigtige oplysninger for at hjælpe borgerne med at betale de korrekte skatter og afgifter, og derfor vil Skattestyrelsen gerne samarbejde med så mange deleøkonomiske virksomheder som muligt, udtaler Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelse, i en pressemeddelelse, hvor det også oplyses, at en ny indberetningsløsning fra 2021 gør det muligt for Skattestyrelsen automatisk at modtage oplysninger fra Airbnb.

Oplys selv i årsopgørelsen
For de borgere, der har udlejet deres bolig gennem Airbnb i 2019, er bundfradraget 28.600 kr. for hele årets indtægter. Efter bundfradraget reduceres det resterende beløb med 40 %, for at finde det skattepligtige beløb. Borgeren skal selv oplyse det eventuelt skattepligtige beløb. Det bliver muligt, når Skattestyrelsen åbner for årsopgørelsen 2019 om kort tid, den 9. marts 2020.

Der står mere om reglerne for udlejning af bolig på skat.dk/deleøkonomi.

Om Skattestyrelsen

Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk.

Tilbage til forside

København H S in article