30.000 kroner til Dragør Badminton

Fjerbolde er den største faste udgift for Dragør Badminton. Med et nyindkøbt fugtskab er forbruget af bolde reduceres med op til 50 procent. De økonomiske midler til skabet kommer fra DIF og DGI’s foreningspulje.

To af Dragør Badminton’s dygtige ungdomsspillere Amaile Harboe og Cecilie Lustrup, er yderst begejstrede ved udsigten til at spille med forbedrede fjerbolde. Privatfoto

Af Pia Melander Guilbert

Øget spilleglæde til både nybegyndere og elite. I sidste ende skulle det gerne være resultatet af Dragør Badmintons nyeste investering: Et fugtskab til fjerbolde. Skabet er købt for de 30.000 kroner, foreningen netop har modtaget fra DIF og DGI´s foreningspulje.
Bestyrelsesmedlem Jesper Høj Stjernholm udtaler:


– Det nyindkøbte fugtskab vil reducere forbruget af bolde med op til 50%. Befugtningen gør, at fjerene er længere tid om at blive slidt eller knække, og at boldene får en bedre flyvekvalitet med ensartet og korrekt hastighed.

Større fokus på ungdomsfællesskaber
I Dragør Badminton glæder det bestyrelsen, at de knap 250 medlemmer nu får adgang til bedre fjerbolde. Bestyrelsen håber, at bevillingen også vil resultere i, at det bliver muligt at byde velkommen til flere nye ansigter i foreningen.

– Fjerbolde er den største faste udgift. Enhver sparet krone vil nu i stedet gå til at videreudvikle sociale ungdomsfællesskaber. Vores ungdomshold er meget eftertragtede, og vi har modvilligt måtte acceptere, at have ventelister for nybegyndere på grund af manglende banekapacitet i kommunen, udtaler Jesper Høj Stjernholm.

Støtter foreningsidrætten med 44 mio. kr. årligt
Dragør Badminton har modtaget bevillingen på 30.000 kr. fra DIF og DGI’s foreningspulje, der årligt uddeler cirka. 44 millioner kroner til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kroner, men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kroner.

Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.

Tilbage til forside