Tommy Ahlers til iværksættere: Slip forfængeligheden når du skal lære at flyve

Framehouse summede af iværksætterånd, da serieiværksætteren og Venstre-politikeren Tommy Ahlers med udgangspunkt i egen erfaring gav sin meget jordnære opskrift på, hvad der skal til for at få succes. Han gjorde den lokale tømrer, frisøren og friskolen til helte og mindede om, at det værste, der kan ske, handler en del om forfængelighed.

Tommy Ahlers på scenen i Framehouse med gode fif og budskaber til iværksættere. Det var en veloplagt Tommy Ahlers som med tydelig entusiasme, energi og humor holdt publikum fast i stolene.  Foto: Maiken Kestner

Af Pia Melander Guilbert

Vi er cirka midtvejs i foredraget, da Tommy Ahlers viser et lille videoklip. Man ser nogle kluntede fugleunger, der nærmest snubler ud af reden, basker med vingerne og ubehjælpsomt daler mod jorden. Publikum griner!


– Deres kroppe er jo alt for store i forhold til deres vinger, men de ved ikke selv, hvor fjollede de ser ud. De ved bare, at for at lære at flyve, er de nødt til at prøve, konstaterer Tommy Ahlers. Hans pointe er, at fuglene i modsætning til os mennesker mangler den forfængelighed, der gør dem bange for fiasko.

Foto: Maiken Kestner

Hvornår opdager de at jeg ikke er god nok
Tommy Ahlers egen første virksomhed blev startet op i 2005 og lukkede ned ni måneder senere, stadig i 2005.

– Produktet var at sende sms fra et keyboard, men vi havde hverken en ordentlig plan eller en stor vision.

Der var investorer, som havde penge i klemme, og det var svært for Tommy Ahlers at skulle fortælle dem at det, han havde lovet for tre måneder siden, ikke holdt tre måneder senere.

– Jeg er sådan en, der stadig går og tænker, hvornår de andre opdager, at jeg ikke er så god, som jeg giver udtryk for. Det er en grundlæggende usikkerhed, men jeg lærte det vildeste af at fejle, blandt andet fra investorerne, der sagde, at de jo godt vidste, det kunne ske. De endte faktisk med at sige tak, fordi vi lukkede det ned, for de var vant til start-ups, der blev ved med at sige tre måneder mere og tre måneder mere.

DragørNyheders journalist Pia Guilbert fik i forbindelse med Tommy Ahlers foredrag i Framehouse lejlighed til en snak med superiværksætteren om blandt andet fiasko, passion, usikkerhed, politik og hårdt arbejde. Foto: DragørNyheder.dk

Den lokale tømrer, frisøren og friskolen
At Tommy Ahlers har så meget iværksætterånd, at han også ønsker at inspirere andre til at leve drømmen ud, er tydeligt gennem hele foredraget.

Hans næste virksomhed, mobile backup-virksomheden ZYB, startede han op samme år, som den første lukkede. Den blev i 2008 solgt til Vodafone for næsten 50 millioner dollars.

– Det var lige op til finanskrisen, og havde vi ikke solgt dér, var vi nok gået konkurs istedet, mener han og understreger, at der også skal lidt held til at lande i den ende af iværksætterskalaen:

– Iværksættere er jo ikke bare sådan nogle som Jesper Buch (stifter af Just Eat og tidligere foredragsholder i Framehouse red.) og mig, der har skabt en virksomhed og solgt den for millioner. Det er også den lokale tømrer, frisøren og friskolen. Det handler om at have lysten til at skabe, og er man god til det, ender man med at tjene penge.

De største iværksætterhelte er ifølge Tommy Ahlers dem, der ikke bare sælger deres virksomhed, når det går godt, men bliver ved og ved og sørger for, at det, de har bygget, bliver ved med at være på danske hænder. Alt for mange virksomheder flytter ud eller bliver opkøbt af udlandet, når de bliver store, og det er et stort problem for Danmark, mener han.

Foto: Maiken Kestner

Politikere rundet af det samme som iværksættere
Springet fra iværksætter til politiker handler foredraget også om. I maj 2018 blev Tommy Ahlers ringet op af daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

– Engang var min holdning, at politikere i sidste ende ikke havde den store mulighed for at ændre noget, men så kom jeg med i et råd, der vejledte politikere, og da jeg lærte nogle politikere at kende, forstod jeg, hvor meget de faktisk får igennem, og at de langt hen ad vejen er rundet af det samme som iværksættere. De er passionerede, arbejder hårdt og er faktisk gode til det. Det vil jeg gerne have, I lige husker, næste gang i sidder til et middagsselskab og taler dårligt om en politiker, siger Tommy Ahlers blandt andet og fortæller, at han regner med at fortsætte som politiker de næste ti år:

– Ikke fordi jeg tror, det ikke kan blive længere, men det er den horisont, jeg har.

Tommy Ahlers 5 ingredienser til iværksættersucces

  1. Sult: Det er ikke nødvendigvis de dygtigste, kvikkeste eller rigeste, der lykkes bedst, men dem, der er mest sultne og ihærdigt parate til at gøre det, der skal til.
  2. At turde fejle: Man er nødt til at tænke, jeg prøver alt, hvad jeg kan, men man skal også være parat til at acceptere, at det kan gå galt.
  3. Vær komfortabel med usikkerheden: Du skal have ambitioner og turde tro på dem. Selvom du godt ved, at raketten nok kun kommer tre til fire meter op i luften, skal du tro på, den ender på månen.
  4. Den store vision: Der skal være en overordnet plan. Det behøver ikke at virke nemt eller svært, men den skal vise, at du kan det her.
  5. Team og siloer: Der skal være de tre d´er: Development, Design, Distribution. Det er sjældent en person, der står for dem alle, typisk repræsenteres de af tre til fire personer.

 

Læs også: Årets erhvervspris til FRAMEHOUSE

Tilbage til forside