Endnu et velbesøgt Ældretopmøde

Onsdag den 26. november afholdt Dragør Kommune et velbesøgt Ældretopmøde. Temaet på dette års Ældretopmøde var kommunens nye Ældrepolitik, som netop er blevet vedtaget af alle fem partier i kommunalbestyrelsen.

Efter en præsentation af den nye ældrepolitik processen op til, holdt hospitalspræst Lotte Blicher Mørch et på alle måder gribende og tankevækkende oplæg om værdighed, livet, døden og al det midt i mellem, skriver Nicolaj Bertel Riber (A),  Formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget i en pressemeddelelse;


Afslutningsvis blev der afholdt paneldebat om den nye ældrepolitik – og ældreområdet generelt – mellem deltagerne og medlemmer af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, hvilket var en ny ting i forhold til topmødet sidste år.

Dette bevirkede, at der var en helt anden dialog og debat på mødet som gjorde, at selve topmødet fik en meget mere lokal forankring. Det var meget positivt.

Jeg tror, at deltagerne oplevede politikere, der ikke bare var enige om udfordringerne på ældreområdet, men faktisk også stod sammen om, at der skulle findes løsninger. Det vil jeg gerne kvittere for og det synes jeg langt hen ad vejen kendetegner Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget. Endnu engang tak til alle parter der har engageret sig i Ældrepolitikken.

”Nu skal den ud og arbejde”, afslutter Nicolaj Bertel Riber.

 

 

Læs også: Ældretopmøde – Fremtidens ældreliv i Dragør

Tilbage til forside