Urban gårdbutik og eventcafé åbner i Ørestad Syd

Lavt CO2-aftryk, bæredygtigt, økologisk, biodynamisk – og lokalt. Toppet op med liv og fællesskab.

Det er kort fortalt DNA’et i COBRAcph, en ny og anderledes urban gårdbutik og eventcafé, som slår dørene op på Asger Jorns Allé 9A i Ørestad Syd søndag den 1. december kl. 08.00.


På hylderne i gårdbutikken finder kunderne kolonialvarer, øl, vin og spiritus, grøntsager, skønhedsprodukter og frisk morgenbrød alle ugens syv dage. Alle produkter er unikke og særligt udvalgt ud fra producenternes historie og mål med deres virksomhed.

Bæredygtige produkter

Fælles for alle produkter er, at de er bæredygtige: Enten fordi de kommer fra en socialøkonomisk virksomhed, som støtter udsatte mennesker. Eller fordi de er økologiske eller biodynamiske og på den måde tager hensyn til natur og miljø. De er stort set alle produceret i Danmark – og fortrinsvis Sjælland for at minimere co2-aftrykket fra transporten.

Den lokale Seerupgaard på Fælledvej er blandt leverandørerne til den nye gårdbutik. Her sælges blandt andet grøntsager og honning fra gården.

Liv og fællesskab i Ørestaden

Caféen udbyder løbende events – foredrag, vinsmagninger, dans, børnearrangementer, fællesspisninger, banko osv. – med en ambition om at skabe liv og fællesskab i området, som er under kraftig udvikling og udvidelse i disse år.

“Vores mission er at være et sted, hvor folk mødes på hverdage og i weekender, får sig en sludder med hinanden og med os, nyder vores lækre produkter og har en sjov aften til et af vores events. Vi har tid og lyst til at tale med og lære beboerne herude at kende. Udover at vi altså prøver at yde vores bidrag til at skabe en lidt bedre verden med vores bæredygtige profil, siger de to stiftere og ejere,” Mette Bugge og Tina Juul Rasmussen.

Kunstneriske COBRA

CoBrA er en forkortelse af Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam og var en avantgarde-bevægelse i 1940-50’erne, som vandt stor international anerkendelse for deres kunstneriske virke. Flere af gaderne i Ørestad Syd er opkaldt efter de verdensberømte COBRA-kunstnere: Asger Jorn, Else Alfelt og Ejler Bille.

“For os var det naturligt også på denne måde at inddrage lokalområdet i vores navn.”

Åbningsdag d. 1. december 

Den 1. december er COBRAcph åben for kunder og gæster fra kl. 08-14. Der vil være frisk øko-morgenbrød på hylderne og gode åbningstilbud hele dagen. Fra mandag den 2. december har butikken åben fra 07-18 på hverdage og fra 08-13 i weekender.

Læs mere på cobracph.dk

Tilbage til forside

København H S in article