Ny kommunaldirektør på plads i Dragør

Dragør Kommune skal have ny kommunaldirektør og valget er faldet på Henrik Harder som kommer med bred kommunal erfaring. Henrik Harder tiltræder stillingen pr. den 1. januar 2020 samtidig med at Dragørs nuværende kommunaldirektør Kenneth Kristensen stopper.

Henrik Harder er kommende kommunaldirektør i Dragør Kommune hvor han 1. januar 2020 overtager stolen efter afgående Kenneth Kristensen. Foto: Dragør Kommune

Gennem sin hidtidige karriere har Henrik Harder opnået erfaring fra fem forskellige kommuner på Sjælland. De seneste syv år har han været ansat som direktør i henholdsvis Ringsted Kommune og senest Greve Kommune. I den tid har han haft berøring med og strategisk ansvar for alle kommunale fagområder og den politiske betjening. Det oplyser Dragør Kommune i en pressemeddelelse.

I alt har Henrik Harder 15 års ledelseserfaring fra både institutions- og forvaltningsniveau. Han har blandt andet været skoleleder på to forskellige skoler i Gribskov Kommune og forvaltningschef på skole- og dagtilbudsområdet i Ringsted Kommune.

Henrik Harder er oprindelig uddannet lærer, har en diplomuddannelse i ledelse med særlig fokus på innovation og senest en master i offentlig ledelse.

”Henrik har en lang og usædvanligt bred ledelseserfaring. Jeg er sikker på, at han vil kunne skabe resultater i Dragør Kommune i et samarbejde med både medarbejdere og kommunalbestyrelsen. Jeg glæder mig til at byde Henrik velkommen i rollen som kommunaldirektør, og at vi kan få gavn af hans indsigt og kompetencer på flere sektorområder,” udtaler borgmester Eik Dahl Bidstrup.

Henrik Harder ser også frem til den nye rolle som kommunaldirektør i kommunen: ”En kommunes ydelser og søsatte initiativer skal give værdi for borgerne og virksomheder. Det er jeg meget optaget af og ser frem til at stille mig i spidsen for,” siger han og fortsætter:

”Jeg glæder mig til samarbejdet med kommunalbestyrelsen og til – sammen med de dygtige og kompetente medarbejdere og ledere – at sikre effektivitet og høj kvalitet i ydelserne og skabe rammer, hvor både konkrete fagligheder og tværfagligt arbejde kan udvikles. Ud fra solid økonomistyring og med politiske visioner og mål som kompas skal vi udvikle vores ydelser sammen med kommunens engagerede borgere – i bedste Dragørstil.”

Henrik Harder er 49 år, gift og har to børn. Familien bor i Farum.

Læs også: Dragør skal have ny kommunaldirektør

 

Seneste artikler

Badebro på plads

Søvangs helt eget sjak af frivillige brobisser var sidste weekend på hårdt arbejde med at sætte den imponernede 279,1 meter lange badebro.

 

Fik du læst?