Karrieremesse i Hollænderhallen: Skæve og lige veje

Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor? Det spørgsmål stillede de to lærere Christiane Due-Nymark og Kezia Bidstrup til 8. og 9.klasserne i Dragør samt en række lokale virksomheder fra det sydlige Amager torsdag eftermiddag.

Kezia Bidstrup og Christiane Due-Nymark (th) vil gerne vise de unge på messen, at man ikke behøver at følge den lige vej til drømmejobbet. Foto: Henrik Hvillum

Arrangementet i Hollænderhallen blev kaldt en karrieremesse, men det er lige så meget et netværksmøde, hvor de unge mennesker skal lære lidt om, hvad der kræves for at begå sig på arbejdsmarkedet, men hvor virksomhederne måske også skal finde nogle unge ”spirer”, eller talenter, indenfor de respektive brancher.

”Vi er ude på at skabe et møde mellem voksne mennesker, som har et job, og elever som går i skole, for der er stadig mange ting, de unge mennesker ikke ved. Der er mange karriereveje, og der er ikke nødvendigvis en slagen vej hen til der, hvor de voksne er i dag”, forklarer Christiane Due-Nymark.


Med andre ord, så er der ingen garanti for, at en elev på HTX for eksempel også kommer til at arbejde indenfor handel. De to initiativtagere vil derimod gerne prikke til de unges nysgerrighed og få dem til at se muligheder i stedet for, at man allerede i en tidlig alder skal vide præcis, hvad man gerne vil være, og efterfølgende følge sine valg slavisk.

”Der er både skæve og lige veje derhen”, som Kezia Bidstrup tilføjer.

Engagerede unge mennesker

En række lokale virksomheder, fra blomsterbindere, over revisiorfirmaer til grafiske virksomheder var inviteret, og ud over, at eleverne i de ældste folkeskoleklasser skulle se job- og karrieremulighederne an, var messen også en anledning for erhvervslivet til at se, hvad der rører sig blandt unge mennesker.

Der var stor interesse for at vide mere om arbejdslivet blandt de unge mennesker i 8. og 9.klasse. Foto: Henrik Hvillum

”De er faktisk ret interesserede og engagerede i, hvad der sker ude i den virkelige verden. Der er en tæt sammenhæng mellem skole og samfund, og vi vil gerne binde de to ting sammen. Viden kan man google sig til, men erfaringer skal man selv gøre sig. Samtidig får udstillerne mulighed for at gøre eleverne opmærksom på jobs og brancher, som måske har svært ved at tiltrække arbejdskraft”, forklarer Kezia Bidstrup.

De to tovholdere er til daglig lærere på St.Magleby Skole, og de understreger, at man naturligvis gerne må være uafklaret og usikker på, hvad man vil lave i voksenlivet, når man blot er nået til 8. eller 9.klassetrin.

”Der er mange, der føler sig presset til at træffe et valg allerede nu. Man må gerne være målrettet, men vi gerne have, at eleverne møder de erhvervsdrivende i øjenhøjde. Hvis man f.eks. møder sportsjournalisten, kan man så se dig selv i ham? Ville man gide at kæmpe for at nå dertil?”, spørger Christiane Due-Nymark retorisk.

Herefter blev løbet givet frit, og omkring 400 elever, fordelt på to hold blev sluppet løs i Hollænderhallen, og som med stor spørgelyst, nysgerrighed og med både, slik, chips og quizpræmier som lokkemad bevægede sig rundt mellem de mange stande.

Arbejdgiverne har også interesse i at få kontakt med eleverne i 8. og 9.klasse. Foto: Henrik Hvillum
Tilbage til forside