Dragørs økonomi: Det siger Politikerne om budgettet

Politikerne i Dragør har aftalt rammerne for kommunens nye budget. Partierne AOVT indgik den 28. oktober et forlig. Konservative valgte at træde ud af forhandlinger i uenighed om budgettet. Kommunens budget 2020-2023 blev stadfæstet og godkendt på Kommunalbestyrelsesmødet den 31. oktober 2019.

De Konservative i Dragør har efterfølgende kritiseret budgettet og rettet en skarp kritik mod forligspartierne med påstand om at Dragør er på vej mod afgrunden. (Konservatives indlæg kan du læse her)

Forligspartierne i AOVT har efterfølgende udsendt deres kommentarer til budgetforliget som du i sin helhed kan læse herunder:

Fællesudtalelse fra AOVT (Forligspartierne):

Mandag d. 28-10-2019 indgik partierne Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Tværpolitisk Forening et budgetforlig for Dragør Kommune.

Efterfølgende har der været flere udlægninger af forliget. Med dette indlæg ønsker vi fra aftalepartiernes side at sætte ord på et par af de vigtige resultater af forliget samt nogle af de vigtige prioriteringer, vi har set som helt nødvendige for lige at stoppe op og få gennemsigtighed i kommunens driftsøkonomi, styrke kassebeholdningen samt skabe et økonomisk råderum på længere sigt.

Med forliget vil der på både kort og lang sigt være en sund driftsbalance. Det betyder, at vi tjener flere penge, end vi bruger, og at vi har råd til at betale afdrag på vores gæld og investere i vores anlæg og i borgervelfærd. På grund af ekstraordinært store anlægsudgifter i de sidste to år (ny svømmehal, udearealer på skolerne og renovering af Hollænderhallen) samt markant negativ udvikling i udgifterne på det specialiserede område, er vi havnet i en situation med meget lav kassebeholdning. Derfor er vi på kort sigt nødt til at styrke kassebeholdningen.

Hvordan styrker vi nemmest og klogest kassebeholdningen? Det gør vi ved at låne 20 mio. kr. hos KommuneKredit; et lån som Dragør Kommune har fået lov til at optage af Staten – netop med henblik på at styrke kassebeholdningen. Lånet afdrages over 10 år med 2 mio.kr. om året. Pengene fra lånet er øremærket til at styrke kassebeholdningen, og da driften giver overskud, så vil kommunens kassebeholdning løbende stige samtidig med, at kommunen tilbagebetaler lånet. I øvrigt har lånet negativ rente, hvilket betyder, at vi reelt tjener penge på lånet.

Hvorfor gør vi det på denne måde? Vi har valgt, at dette års budget fokuserer på gennemsigtighed og fokus på sikker drift og styrkelse af kassebeholdningen. Det mener vi er lykkedes med dette års budget. Med henblik på at styrke  kommunalbestyrelsens råderum nedsættes et strukturudvalg, der skal kigge på ændringer i kommunens opgaveløsning. Vi har sat 6 måneder af til, at en ny direktion i samarbejde med Økonomiudvalget kan fremkomme med relevante forslag til nye tiltag, som gør, at vi kan løse opgaverne anderledes, bedre eller billigere. Med andre ord – vi skaber en proces, der sikrer, at grundlaget for fremtidige svære beslutninger sker på et kvalificeret grundlag.

Konservative udtaler: ”Mens Dragør er på vej ud over afgrunden med en kassebeholdning der gør, at Indenrigsministeriet er tæt på at sætte os under administration, lukker forligspartierne øjnene og gældsætter kommunen”. AOTV er meget åbne overfor alle gode forslag som Konservative måtte have, men indtil videre er Konservative kun kommet med et konkret forslag til, hvordan man tackler den kortsigtede økonomiske situation. Konservative foreslår, at der gennemføres en rammebesparelse på 15 mio.kr. i 2020, og at denne rammebesparelse skal gennemføres af en direktion, der tiltræder 1.1.2020. Det er aldeles urealistisk og reelt ”at lukke øjnene” og skabe panik i forvaltningen og hos samtlige medarbejdere. Det ønsker AOTV ikke. Vi ønsker, at den nye direktion får 6 måneder til at analysere tingene og komme med et godt beslutningsgrundlag. Det giver mening for AOTV og sikkert også med tiden for Konservative. Det er i hvert fald vores håb. Vi ønsker, at samarbejdet i kommunalbestyrelsen bliver bredest muligt.

Eik Dahl Bidstrup, Borgmester (Venstre)
Allan Holst, Socialdemokratiet
Peter Læssøe, Liste T
Morten Dreyer, Dansk Folkeparti

Fællesudtalelse fra den Socialdemokratiske gruppe:

Socialdemokratiet anbefaler Budget 2020

Efter lange, men gode forhandlinger mellem alle partier i Kommunalbestyrelsen er der indgået et bredt Budgetforlig mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og Liste T.

Først og fremmest vil Socialdemokratiet gerne takke de øvrige partier for en god budgetforhandlingsproces. Det tegner godt for det fortsatte politiske samarbejde i kommunalbestyrelsen og for vores kommune. Dernæst er det glædeligt, at det er lykkedes at indgå et bredt budgetforlig mellem AOVT.

Socialdemokratiet er som sædvanlig med i budgetforliget. Det er vi, fordi vi først og fremmest gerne vil tage ansvar og påvirke udviklingen i Dragør Kommune mest muligt. Og det gør man, når man bliver siddende med ved forhandlingsbordet. Dernæst fordi det er vigtigt med en social vagthund, der trækker mod midten og holder hånden under velfærden.

Den økonomiske virkelighed

Store anlægsprojekter, færre indtægter og uventede merforbrug, især på det specialiserede socialområde og på ældreområdet, har mindsket vores kassebeholdning kritisk. Grundlæggende er det derfor et forsigtigt budget med et kernemål – nemlig at styrke vores kassebeholdning. For det er vigtigt med en stærk kassebeholdning, så økonomien er robust og kan modstå udefrakommende stød.

Men hvordan gør vi så det, altså styrker kassebeholdningen?

Som det er påpeget flere steder fra, så optager Dragør Kommune et statsligt lån på 20 mio. Det holder hånden under vores kassebeholdning på et tidspunkt, hvor den er allermest kritisk, og det giver os tid til at arbejde mere langsigtet og strukturelt med vores økonomi.

Det gør vi helt konkret i et Strukturprojekt under Økonomiudvalget. Her skal vi arbejde med forskellige forslag til strukturændringer i Dragør Kommune. Strukturprojektet er forpligtet til at finde 12. mio. kr. om året fra 2021.

Ved at lægge arbejdet i Strukturprojektet giver vi os selv tid til at finde de gode beslutninger. Så større ændringer og serviceforandringer tænkes ordentligt igennem og ikke bliver aftalt i en sen nattetime i en budgetforhandling. Det er vigtigt.

Vi må kigge på vores indtægter

For Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi, så vidt det er muligt, fastholder det serviceniveau, vi har i dag. Derfor tror vi også på, at vi som en del af strukturprojektet, bliver nødt til at kigge på vores indtægter, altså skatten.

Man skal huske på, at det nuværende skatteniveau afspejler en anden opgavefordeling, kommuner/regioner og stat imellem. Kommunerne leverer og producerer langt mere velfærd i dag end for tyve år siden, mange velfærdsopgaver løses i dag i kommunerne, bare se på sundhedsområdet.

Endvidere besluttede et flertal – uden om Socialdemokratiet – for få år siden at nedsætte vores grundskyldspromille. Samtidig besluttede kommunalbestyrelsen ekstraordinært at afdrage 40. mio. kr. på vores langfristede gæld. De handlinger har svækket Dragør Kommunes økonomi, både konkret i forhold til kassebeholdningen og i vores daglige økonomi med færre indtægter. De penge kunne vi godt bruge i dag.

Så vi finder det helt naturligt, at indtægtssiden er en væsentlig faktor i Strukturprojektets arbejdet.

Socialdemokratiske prioriteter

Men vi er også nået frem til et budget med plads til projekter. Projekter som fx en borgerrådgiverfunktion i samarbejde med Tårnby Kommune således, at de af vores borgere, der får deres sag behandlet via det Forpligtende Samarbejde, sikres samme muligheder som Tårnbys borgere, som har adgang til en borgerrådgiver. Det kan være Dragørborgere i udsatte situationer, syge og ledige, med sager af høj kompleksitet, der nu sikres yderligere råd og vejledning i en projektperiode på 1,5 år. Det er godt.

Dernæst er det fastholdt, at provenuet ved salg af ejendommene (Høgevænget, Jægervej og Hovedgaden) prioriteres til fysisk opgradering af SFO’erne og renovering af skolerne. Det har været vigtigt for os.

For Socialdemokratiet er det som sagt vigtigt at være med. Vi er et parti, der er forankret i at ville sikre, forandre og tage ansvar for fremtiden. Det gør vi med Budget 2020.

Til slut en stor tak til vores samarbejdspartnere i kommunalbestyrelsen, til vores socialdemokratiske bagland, til forvaltningen og til alle vores medarbejdere, der hver dag gør en kæmpe indsats for vores borgere og for, at Dragør fortsat er Perlen ved Øresund.

På den baggrund kan Socialdemokratiet anbefale budgettet.

Den Socialdemokratiske gruppe i Kommunalbestyrelsen
Allan Holst, Nicolaj Bertel Riber, Lisbeth Dam Larsen og Ole Hansen, 1. suppleant

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?