Har din skole Årets Skolepatrulje 2020?

Fra 1. november kan du indstille din skolepatrulje til konkurrencen Årets Skolepatrulje 2020.

Sammen med LB Forsikring kårer Rådet For Sikker Trafik i foråret 2020 “Årets Skolepatrulje”. Konkurrencen starter allerede i november 2019, hvor der åbnes for indstillingerne til Årets Skolepatrulje 2020 – her kan du komme med dit bedste bud på, hvilken skolepatrulje, der skal have titlen, æren og præmien.


Der bliver fem regionale vindere, der hver vinder 5.000 kr. til at forkæle skolepatruljen med. Af de fem udpeger juryen herefter en national vinder, som ud over den fornemme titel vinder Det Fedeste Frikvarter.

Vemmelev Skole vandt i 2019

Det blev skolepatruljen på Vemmelev Skole i Slagelse Kommune, der løb med sejren og titlen som Årets Skolepatrulje 2019.

Hele skolen blev belønnet med Det fedeste frikvarter med en overraskelsesfest, hvor skolepatruljen blev eskorteret ind i skolegården på en partybus med DJ efterfulgt af en Hjem-Is-bil og politiet.

Dommerkomitéens motivering for, at Vemmelev Skole vinder prisen som “Årets Skolepatrulje” 2019:

Skolepatruljernes opgave er først og fremmest at hjælpe børn og forældre sikkert i skole, men på Vemmelev Skole har eleverne taget opgaven til sig i en helt særlig grad. De har nemlig taget en ekstra opgave på sig, når de forsøger at få forældrene til at bidrage mere aktivt til sikkerheden på skolevejene. Forældre kan ufrivilligt komme til at medvirke til det kaos, der kan være foran skolen om morgenen. Og her er det helt rigtigt set, når Vemmelevs skolepatrulje involverer forældrene i form af en kampagne, der skal forbedre deres adfærd i trafikken. Forældrene er vigtige, når det kommer til børns trafiksikkerhed, for børn kopierer deres forældres adfærd. 

Vemmelev Skole er Årets Skolepatrulje 2019, da vi anerkender både deres daglige indsats og resultatet af forældrekampagnen, der har betydet, at morgentrafikken nu er mere rolig foran skolen. 

 

Fra november kan du indstille en skolepatrulje til Årets Skolepatrulje. Læs mere www.sikkertrafik.dk