To medlemmer af Dragør Kommunalbestyrelse hædret

Hendes Majestæt Dronningen har valgt at tildele Dannebrogordenens Ridderkors til to af Dragørs kommunalpolitikere. Hæderen er tilfaldet Allan Holst og Morten Dreyer for mange års fortjenstfuld indsats som medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Foto fra venstre ses borgmester Eik Dahl Bidstrup, Morten Dreyer og Allan Holst - de to sidstnævnte bærende Dannebrogordenens Ridderkors på venstre bryst

Det var med store smil og en højtidlig opstart på kommunalbestyrelsens møde torsdag aften den 10. oktober 2019. Her overrakte borgmester Eik Dahl Bidstrup – på vegne af Hendes Majestæt Dronningen – Dannebrogordenens Ridderkors til de to synligt stolte medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Borgmesteren holdt en kort tale, og de øvrige kommunalpolitikere både klappede og ønskede deres kolleger stort tillykke.


”Frederik den sjette har sagt, at Dannebrogordenen kunne modtages for at belønne sande fortjenester hos hvem, de end findes. Det lyder flot. Og det er det også. Dannebrogsordenen overrækkes til vores to alderspræsidenter i kommunalbestyrelsen for lang og tro tjeneste som medlemmer af kommunalbestyrelsen,” siger borgmesteren Eik Dahl Bidstrup.

Både Allan Holst og Morten Dreyer blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i 1989 med tiltræde den 1. januar 1990. Dermed har de med enkelte undtagelser været repræsenteret i otte ud af de 11 kommunalbestyrelser, som har været i Dragør Kommune.

”Det er jo en rigtig, rigtig flot præstation. Især når man ved, hvilket arbejde det er at være medlem af en kommunalbestyrelse. Det betyder noget for ens arbejdsliv og ens familieliv,” siger Eik Dahl Bidstrup og slutter:

”Det er flot at have været med så længe og tusind tak for jeres store bidrag. Godt, flot og endnu en gang stort tillykke.”

Ridder af Dannebrogordenen

Graden består af et hvidemaljeret latinsk sølvkors med røde kanter i transparent emalje. Over korset er den tildelende regents kronede monogram. Det vil sige Hendes Majestæts Dronningens monogram. Korset måler ca. 60 x 28 mm.

Fakta – Allan Holst

Allan Holst (S) er viceborgmester i Dragør Kommune, hvor han også er formand for By-, Erhvervs- og Planudvalget samt medlem af Økonomiudvalget og Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

I perioden 2006-2013 var Allan Holst borgmester i Dragør Kommune. Allan Holst har tidligere været valgt til kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i perioden 1990-1998.

Perioder i kommunalbestyrelsen

1. januar 1990 – 31. december 1997, som kommunalbestyrelsesmedlem
1. januar 2006 – 31.december 2013, som borgmester
1. januar 2014 – dags dato, som viceborgmester

Fakta – Morten Dreyer

Morten Dreyer (DF) er kommunalbestyrelsesmedlem i Dragør Kommune og formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget samt medlem af Økonomiudvalget, medlem af By-, Erhvervs- og Planudvalget og medlem Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Morten Dreyer har tidligere været valgt til kommunalbestyrelsen for Venstre i perioden 1990-2002, i 2001 stillede han op for Borgerlisten, og i 2009 blev han valgt ind for Dansk Folkeparti.

Morten Dreyer har også tidligere været regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden. Her var han medlem af flere af regionens udvalg og nævn blandt andet Forretningsudvalget. I 2015 var Morten Dreyer desuden folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Tårnbykredsen.

Perioder i kommunalbestyrelsen

1. januar 1990 – 31. december 2001, som kommunalbestyrelsesmedlem
1. januar 2010 – dags dato, som kommunalbestyrelsesmedlem

Tilbage til forside