20 bøger, folk lyver om at have læst

Stolthed og Fordom, Forbrydelse og Straf, Ulysses, Krig og Fred. Det er bare nogle af bøgerne på listen over, hvad folk lyver om at have læst for at lyde mere intellektuelle.

En britisk undersøgelse foretaget af Sky Arts viser, at mere end halvdelen af de 2.000 adspurgte briter indrømmer, at de har løjet om at have læst en bog fra ende til anden. 31 % fortæller, at de har løjet for at virke mere intelligente og belæste. 37 % fortæller, at de gerne ville være en del af samtalen og derfor lod som om de havde læst den omtalte bog.


Flere fortæller, at de har bestemte bøger stående i bogreolen med det formål at få dem til at se mere intellektuelle ud. Andre har memoreret deres yndlingscitater og -passager. Én ud af ti har lagt en selfie på de sociale medier med en bog, de aldrig har haft i hænderne igen siden.

Undersøgelsen viste også, at briterne har forskellige strategier for ikke at blive afsløret i deres hvide bogløgne. Det kunne være at sige, at det er så længe siden, de har læst bogen, at de ikke helt kan huske detaljerne. Andre trækker på det, de har set i den filmatiserede udgave. Og så er der dem, der simpelthen fingerer et hosteanfald for at skifte emne.

Se alle de 20 bøger, som briterne lyver mest om at have læst

  1. Bibelen
  2. ’Dræb ikke en sangfugl’ af Harper Lee
  3. ’Romeo og Julie’ af William Shakespeare
  4. ’1984’ af George Orwell
  5. ’Stolthed og fordom’ af Jane Austen
  6. ’Store forventninger’ af Charles Dickens
  7. ’Moby Dick’ af Herman Melville
  8. ’Krig og fred’ af Lev Tolstoj
  9. ’Skatteøen’ af Robert Louis Stevenson
  10. ’Tom Sawyers eventyr’ af Mark Twain
  11. ’Hawkings univers: Fra Big Bang til sorte huller’ af Stephen Hawking
  12. ’Forbrydelse og straf’ af Fjodor Dostojevskij
  13. ’Odysseen’ af Homer
  14. ’Den gamle mand og havet’ af Ernest Hemingway
  15. ’Lolita’ af Vladimir Nabokov
  16. ’Ulysses’ af James Joyce
  17. ’Det magiske vendepunkt’ af Malcolm Gladwell
  18. ’Sapiens – en kort historie om menneskeheden’ af Yuval Noah Hariri
  19. ’Glasklokken’ af Sylvia Plath
  20. ’Kun den stærke er fri’ af Ayn Rand