Ny Lidl på Kirkevej tættere på første spadestik

Butikskæden Lidl er kommet et spadestik nærmere etablering af et nyt supermarked på Kirkevej 137-139 i Dragør. I forbindelse med ansøgningen til Dragør Kommune har Lidl tidligere anmodet om dispensation til at udvide den eksisterende bygning. Det blev godkendt af et flertal i BEPU udvalget tirsdag den 8. oktober.

Illustration af den nye Lidl butik på Kirkevej i Dragør. Kilde Dragør Kommune

Sagen blev førstegangsbehandlet i Dragør By-, Erhvervs- og Planudvalg (BEPU) den 10. september hvor der skulle tages stilling til et tillæg til lokalplanen for at muliggøre udvidelsen af stueetagen i ejendommen, men her fik Socialdemokratiet sparket sagen til hjørne med en udsættelse til næste møde i udvalget. Men her i anden omgang fik Lidl altså godkendt byggeplanerne med alle stemmer dog undtaget Konservative som ikke stemte for en dispensation i bebyggelsesprocenten til det nye supermarked.

Af sagsfremstillingen fra udvalgsmødet fremgår det endvidere at Konservative bemærker sig, at bygherre har ret til at opføre supermarked inden for lokalplanens nuværende bestemmelser og af den grund ønsker de ikke at hæve bebyggelsesprocenten.


Læs også: Politisk flertal udskyder beslutning for Lidl ansøgning på Kirkevej

Lidl har ansøgt om en dagligvarebutik med et samlet areal på ca. 1.010 m² – hvoraf ca. 240 m² udgøres af tilbygning til den eksisterende forretningsbygning. Tilbygningen placeres på områder, hvor der i dag er baldakin (udendørs overdækning) mod Kirkevej og varegård mod parkeringspladsen. Lidl begrunder arealbehovet for tilbygningen med, at der derved opnås et reelt salgsareal i butikken på over 700 m². Lidl har endvidere oplyst, at det gennemsnitlige salgsareal for discountbutikker i Dragør i dag er 761 m².

Illustration / oversigtskort. Kilde: Dragør Kommune

Med beslutningen kan Dragør se frem til etableringen af to nye supermarkeder. Meny Møller Jensen på Krudttårnsvej lukker med udgangen af oktober og her vil coop opføre en ny SuperBrugsen.

Læs også: SuperBrugsen på Krudttårnsvej

Illustration: coop