I Dragør kan du bo grønt og energivenligt

Er du på jagt efter et klassisk hus med en fornuftig energimærkning, er der god grund til at rette blikket mod Dragør. En ny opgørelse fra Boligsiden viser nemlig, at andelen af ”grønne” huse i udbud i Dragør ligger i den øverste ende af skalaen.

Foto: Boligsiden.dk

Energimærkningen er en ting, som mange huskøbere vægter højt, når de skal finde deres nye bolig. Og tilhører man den gruppe af boligkøbere, kan man med fordel begynde sin søgning i det hyggelige Dragør som på landsplan ligger på en flot 5. plads med hele 81 procent af de udbudte boliger, der har en energimærkning C eller D.

Tårnby ligger nummer 27 på listen med 72 procent af de udbudte villaer og rækkehuse, som har energimærkning C eller D. Helt i front i det grønne felt finder man Albertslund Kommune. Her er 94 procent af de aktuelt udbudte huse udstyret med en energimærkning C eller D. Du kan se hele oversigten i det aktive kort nederst i artiklen.

Klimavenlige boliger sælges hurtigere


Det er med andre ord store andele af de aktuelt udbudte villaer og rækkehuse, der lever op til den gode energimærkning, og det er formentlig ikke helt tilfældigt da mange danskere har fået øget bevidsthed om klima og miljø igennem de seneste år, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Mere nuanceret

“Energimærket har stor betydning i købers overvejelser om boligkøb. Lidt mere nuanceret så er der gruppen der ønsker et mere eller mindre indflytningsklart hus, hvor der ikke skal de store forbedringer til – her er det ret afgørende at huset udover at være i pæn stand, også er optimeret på energifronten. Kort sagt, så får du ikke nødvendigvis en god pris for dit hus hvis du har lavet nyt køkken og bad, og det ellers står med gammel isolering og varmekilde”, fortæller indehaver Uffe Jochumsen fra Home Tårnby/Dragør og fortsætter;

Uffe Jochumsen er indehaver af Home Tårnby/Dragør. Foto: DragørNyheder.dk

“Taler vi håndværkertilbud hvor køber alligevel skal lave en del ved huset inden de tager det i brug, så har det mindre betydning, da det typisk også er indregnet i prisen på huset at der skal bruges penge, og køber forventer også når de renoverer at der skal bruges midler til at energioptimere”.

Kun fokus på C og D

Boligsidens opgørelse vedrører villaer og rækkehuse med energimærkning C eller D. Umiddelbart kan det måske lyde ulogisk, at de bedste energimærkninger A og B ikke er taget med i oversigten.

Men det skyldes, at disse mærkninger oftest gives til nyere huse, der skal overholde de nye krav til energiforbrug i bygningsreglementet. Disse boliger ligger derfor helt naturligt langt over standarden i en patriciervilla eller et klassisk parcelhus fra 1960´erne.

Omvendt er opgørelsen også renset for huse med energimærkning E, F og G.

Fakta:

  • Energimærkningen er en form for varedeklaration, så boligkøberne bedre kan få overblik over en bygnings energiforbrug. Det er et krav, at en bygning energimærkes, når den skal sælges.
  • Energimærket viser bygningens placering på energimærkeskalaen fra A til G, hvor A er den bedste placering.

Her er andelen af grønne huse størst

(Oversigten indeholder kun udbudte villaer og rækkehuse med energimærkning C eller D. Kilde: Boligsiden.dk)