Så er der svømning til hele familien

Dragør Svømmeklub står klar, når den nye svømmehal efter al forventning åbner 1. september. Knap 800 Dragør-borgere har allerede meldt sig på de mange hold. Her fortæller formand for svømmeklubben, Anne-Marie Dahl, om foreningens ambitioner.

Illustration af Dragørs nye svømmehal. Svømmeklubbens nye logo (indsat) er tegnet af Per Juel. Bogstaverne DS er formet som en svømmer i fuld fart. Bemærk også den lille bølge.

Af Pia Melander Guilbert

Da den gamle svømmehal lukkede, havde svømmeklubben stadig en pose penge. Dem har de passet godt på.

Dragør Revy 2019

”Det eneste vi har brugt penge på i de otte år, svømmehallen har været lukket, er, da vi op til sidste kommunalvalg købte en masse badevinger, som vi fik trykt tekst på og stod og delte ud for at påvirke politikerne til at tage beslutningen om at bygge en ny,” fortæller formand for Dragør Svømmeklub Anne-Marie Dahl.

Anne-Marie Dahl har været formand for Dragør Svømmeklub siden 2008. Privatfoto

Træn ventetiden væk

Tidligere i år havde klubben 50-års jubilæum. Selv har Anne-Marie været med i bestyrelsen siden 2007. Om lidt åbner svømmehallen igen, og Anne-Marie og de ni øvrige medlemmer af bestyrelsen kan næsten ikke vente med at se deres ambitioner blive til virkelighed.

”Vi har gjort os SÅ umage for at tilrettelægge holdene efter vores medlemmers behov. Blandt andet har vi fået hjælp fra DGI til at kigge på befolkningssammensætningen,” konstaterer Anne-Marie og fortsætter:

”Børnefamilierne fylder selvfølgelig en del, og hvad er det, der sker, når man som forælder går til svømning med sine børn? Så sætter man sig typisk ud i forhallen og venter. I stedet kunne man jo bruge tiden på selv at få noget motion. I første omgang overvejede vi at samarbejde med andre klubber om at tilbyde træning til forældrene, men det blev for stor en logistisk udfordring. Derfor har vi oprettet kombihold, hvor forældrene svømmer i det store bassin, mens deres børn træner i det lille, og det er allerede meget populært.”

Dragør Svømmeklub er en nonprofit forening. Bestyrelsen arbejder så gratis at selv kaffen og den hjemmelavede kage er noget, der er med hjemmefra. Foto fra Dragør Svømmeklub

Skal ikke være pinligt at lære at svømme

I arbejdet med hold-planlægningen har bestyrelsen også haft fokus på de mange henvendelser, de har fået.

”Flere har skrevet til os, at de havde store børn, som ikke kunne svømme, og det er jo ikke særligt sjovt at være måske ti eller 12 år og gå i det lille bassin med nogle, der er væsentligt yngre. Derfor har vi lavet nogle hold særligt for de børn, hvor de svømmer på tværs i den lave del af det store bassin. Vi har også hold til voksne, som ikke kan svømme. De har fået tider lige inden lukning, så de har det hele for sig selv og eventuelt også kan være i det lille bassin, hvis der er behov for det.”

Et kig indenfor i den nye svømmehal som snart åbner for svømmeglade borgere. På billedet ses det lille bassin i forgrunden. Foto: Anne-Marie Dahl

Aqua Fun og Hot Aqua Yoga

Når man rykker op i svømmeskolen, får man et plasticarmbånd a la dem, Lance Armstrong i sin tid gjorde moderne.

”Mange klubber har jo en bog med klistermærker. De bliver væk eller våde, så vi tænkte, at vi ville gøre noget anderledes og noget, børnene syntes var mere smart,” understreger Anne-Marie

Der er også hold, som har fokus på andet end at svømme.

”Eksempelvis har vi Aqua Fun, der henvender sig til de store børn, som synes, det er kedeligt at svømme baner. Her kan de afprøve alt fra udspring, livredning, vandpolo og synkronsvømning. Et andet eksempel er Hot Aqua Yoga, der foregår i varmtvandsbassinet.”

Konkurrencesvømning er der til gengæld ikke noget af.

”Vi vurderede, at de børn, som allerede nu træner på konkurrenceniveau, ikke ville være interesserede i at skifte til en klub, hvor alt er nyt, så det vil vi lade komme stille og roligt af sig selv, når de børn, der starter hos os, begynder at efterspørge det,” forklarer Anne-Marie.

Rollemodeller hele vejen rundt

Svømmeklubbens værdigrundlag handler om at behandle alle lige, rose, anerkende og støtte hinanden til at blive dygtigere svømmere og være rollemodeller. På spørgsmålet om, hvorfor Anne-Marie selv har valgt at gå ind i bestyrelsesarbejdet og har været formand for svømmeklubben siden 2008, svarer hun:

”Jeg meldte mig ind i bestyrelsen, fordi jeg selv havde to børn, der svømmede på konkurrenceniveau. Siden blev jeg opfordret til at være formand, og min holdning er, at hvis man kan, har man også en forpligtelse. Bestyrelsen arbejder gratis, og det gælder for os alle, at vi brænder for at gøre noget for at gøre noget for fællesskabet i kommunen. Foreningslivet er med til at binde folk sammen.”

 

Læs mere om Dragør Svømmeklub på www.dragoer-svoemmeklub.dk, hvor du også kan finde holdbeskrivelser. Du kan følge svømmeklubben på Facebook og Instagram, abonnere på nyhedsbrevet, og er du interesseret i at deltage i bestyrelsesarbejdet eller et af klubbens udvalg, er du også hjerteligt velkommen.

Foto: Dragør Svømmeklub