Der var seks slagtere i Dragør i min tid

Under et besøg hos tidligere slagtermester Knud Rasmussen ”Ras” fortæller han, at der var seks slagtere i Dragør.

Kan du huske alle seks?

– Bl.a. Hvorup, Weber, Riiber & Hallgren og Einar Svendsen. (DB: samt Strandgade og Hovedgaden).

Dragør Revy 2019

Af Dines Bogø

Du havde forretning på Sydstranden i mange år? Hvor blev du uddannet?

– På dåbsattesten står der Knud Edvald Rasmussen, Horbelev sogn, Falster 2. juni 1928. Vi var 3 drenge og 7 piger. Jeg blev uddannet som slagter i Stubbekøbing. Det tog fire år dengang.

– Så var jeg 2½ år på Bornholm som slagtersvend. Halvdelen af tiden i Rønne og anden halvdel i Gudhjem. Det var en dejlig tid og jeg nyder, at komme på ferie på Bornholm.

Men det var ikke på Bornholm du mødte Anni?

– Jeg var fem år i Præstø. Her mødte jeg Anni. Jeg er kun 1,68 m, så jeg blev husar. Det var i Næstved. Så turen på cykel mellem Næstved og Præstø kender jeg rigtig godt.

Slagter i Dragør

– Vi var blevet gift i Præstø i 1950. Vores søn var tre år, da vi i 1954 flyttede til Dragør Vi boede til leje i Stettinstræde. I 1959 fik vi vores datter. I 1962 flyttede vi ind her i Stærevænget 31.

To slagtersvende hos slagtermester Kaj O. Hvorup, Kongevejen 19. Th. Knud Rasmussen. (Privatfoto ca. 1956).

– Det var ægteparret Tove og Ole Wisborg, der boede her før. De var begge skuespillere og kendt fra film og Tv.

Nu fortalte du, at der var flere slagtere i Dragør. Hvor startede du som svend?

– Jeg blev ansat hos Hvorup og det var fru Ebba Hvorup, der synes, at Rasmussen var for langt. Så hun kaldte mig ”Ras” og det tilnavn blev hængende.

Knud Rasmussen var 1960-67 bestyrer af Engparkens Slagter, Engvej 66. Tlf. Dragør 794. (Privatarkiv).

– I 1960 blev jeg bestyrer på Engvej i Hvorups filial ”Engparkens Slagter”. Her var jeg i syv år.

– Svend Aage Madsen havde overtaget Sydstrandens Slagter og da han ville sælge i 1967 slog jeg til. Jeg nåede næsten at have 25 års jubilæum som slagermester på Krudttårnsvej 8.

29. maj 1963. Sydstrands Centret åbner. Tre generationer Strøbæk ses på foto. (Foto udlånt af Egon Strøbæk, senior).

Henning Grønvold overtog efter dig?

1977. Knud Rasmussen nåede næsten at fejre 25 års jubilæum på Krudttårnvej 8 inden Henning Grønvold overtog pr. 2. november 1992 (Privatarkiv).

– Henning Grønvold havde været svend hos mig og han solgte forretningen til Joachim Westphal Rasmussen, der har forretningen i dag.

Var det også muligt at købe smørrebrød i din tid?

– Vi solgte meget smørrebrød til daglig og ekstra højt belagt, når der skulle være selskaber.

Fritid

– Når man har forretning er det ikke ”kun” et 40 timers job, men vi fik da heldigvis også tid til aktiviteter i fritiden.

– Jeg var aktiv i Dragør Boldklub og kegleklubben. Vi kom en del i Store Magleby Borgerforening og i mange år dansede vi folkedans på den nedlagte skole Vierdiget.

1978. Anni og Knud Rasmussen dansede folkedans på Skolen ved Vierdiget. Folkedragterne blev lejet, når der var opvisning. (Privatarkiv).

– Anni døde for fem år siden. Selv om jeg ikke har bil mere, kommer jeg stadig rundt. Børnene kommer her meget ofte. Det er også blevet til seks børnebørn og seks oldebørn.

Flere har sagt, at Otte Brandenburg boede på din vej og jeg formoder, at du også kendte John Mogensen?

– Jo begge var faste kunder. John Mogensen har du selv skrevet om, så du ved, at han boede på Jægervej, men Otto Brandenburg boede på Duevænget. Jeg husker også meget tydeligt John Mogensens hustru Ruth og datteren Minna.

Du nævnte, at I var med på cykel i Amager Bladets arrangement ”Amager Rundt”?

– Det var morsomt. Vi samlede et hold på 30 personer fra Sydstrands Centret. Vi deltog i flere år omkring 1975. Vi havde pyntet cyklerne med flag og balloner.

– Der var hyggeligt i Centret. Vi havde sammenkomster og lavede meget forskellige. Vi pyntede bl.a. vinduer, så det passede til forskellige højtider.

– I rigtig mange år lavede jeg julevinduer og fotograf Ulf Nilson fra Berlingske/Amager Bladet, der var min bagbo, kom altid forbi og tog fotos. Det med julevinduer var jeg begyndt på i Engparken.

Tak for beretninger og meget af det du fortæller, kan man ikke finde på arkiver. Du nævnte lidt fra det gamle Dragør og ”Svenskertiden”. Det glæder jeg mig til at høre mere om næste gang.

11. juli 2019. Pens. Slagtermester ”Ras” Knud Rasmussen i sin have. (Foto: Dines Bogø).