Fra plejehjem til hotel

Gæster på “Go Hotel” i Tårnby finder også ud af, at Dragør er værd at besøge. Hotellet ligger over for Tårnby kirke og kun få minutters kørsel til mange oplevelser.

Ca. 1955. Tårnbyhjemmet. (Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B8001).

Af Dines Bogø

Mange har bemærket, at der pludselig er kommet en høj bygning tæt op ad hotellet på Englandsvej 333, der officielt har indkørsel og adresse på Gemmas Allé 203.

10. juli 2019. I 2018-2019 er der i tilknytning til ”Go Hotel” på Gemmas Allé 201-203 opført en hel ny hotelfløj. (Foto: Dines Bogø).

1943

Ud fra oplysninger i dokumentet om ugedag og kongens regeringstid, kan man fastslå, at grundsten til den ældste bygning er nedlagt i 1943. (Udlånt af Frank Plougmann).

Den første bygning er opført i 1943-45 af ”De samvirkende Menighedsplejer” som hjem for kronisk syge. Grundstenen blev nedlagt den 29. juni 1943.

Tirsdag den 29. juni 1943. Grundstenen nedlægges. Foto er udlånt af: Frank Plougmann. Hans morfar Harald Krogh, der var tømrer på byggeriet, ses sammen med familiemedlemmer i baggrunden på foto.

Den 6. december 1945 kunne man officielt indvie ”Tårnbyhjemmet”. En lang byggeperiode, fordi det var meget vanskeligt, at skaffe materiale til nybygninger under og efter besættelsen.

August 1945. På marken, lige øst for plejehjemmet på Tårnby Stadions areal, havde Luftwaffe etableret en stor radiostation. Der var flere barakker og en større antenneskov. Fra 1945-47 var det britiske teknikere, der primært betjente anlægget. Det servicerede både civil- og militær flytrafk. Anlægget blev nedlagt i begyndelsen af tresserne. (Foto: Geodætisk Institut).

Plejehjemmet nedlægges

Allerede i halvtredserne var plejehjemmet blevet udbygget. I 1999 mente man, at bygningerne trængte til en kraftig renovering og beboerne blev flyttet. Flere beboere kom bl.a. til plejehjem i Sundby og mange andre til plejehjem på Nørrebro.

I et par år udlejede ”De samvirkende Menighedsplejer” Tårnbyhjemmet til Røde Kors, der bl.a. anbragte 156 Kosovo-albanere i bygningerne.

2003-11 er der ”Zleep Airport Hotel” i det tidligere plejehjem.

I 2001 blev Tårnbyhjemmet solgt og 3. september 2003 åbnede ”Zleep Airport Hotel” med 93 værelser. Fra 2017 hedder hotellet ”Go-Hotel”.