Folketingskandidat: Dragør er lig med stabilitet

Dragør har sin helt egen folketingskandidat til valget d. 5. juni. Der er tale om den blot 27-årige Caspar Stefani, som boede størstedelen af sin barndom i netop Dragør, da hans mor arbejdede i Bella Centret. Han stiller op for Det Konservative Folkeparti.

Foto: DragørNyheder.dk

Af Henrik Hvillum

DragørNyheder.dk fangede den unge politiker som er en af de yngste kandidater til folketingsvalget næste måned.

– Jeg sætter stor pris på stabilitet, og det synes jeg, at Dragør gav mig. Min barndom havde været meget omskiftelig indtil da, men her i by fandt jeg trygheden og stabiliteten. Det har jeg nok taget med mig over i min politiske karriere”, analyserer Caspar Stefani.

En landspolitiker går også op i det lokale, og Caspar Stefani er ingen undtagelse:  Digerne, hvor manglende enighed mellem Dragør og Tårnby længe har stået i vejen for en større landsdækkende løsning, et større antal lokalpolitistationer (f.eks. i Dragør) og buslinjerne (det kunne være 350S), som ikke fungerer optimalt, er nogle af de sager, som den unge politiker vil tage sig af, når og hvis han bliver valgt ind.

Foto: DragørNyheder.dk

Man skal tage politikerleden alvorligt

Casper Stefani er en af de yngste kandidater til folketingsvalget, hvilket i sagens natur gør ham til en slags bannerfører for næste generation af både politikere og vælgere. Både han selv og kollegaerne skal tage borgerne mere alvorligt. Gør de det, så kommer respekten og troværdigheden til landets folkevalgte også tilbage:

– Ikke kun blandt de unge men generelt i befolkningen er der en vis politikerlede, fordi folk har fornemmelsen af, at man ikke rigtig kan stole på politikerne. De skifter holdninger som vinden blæser, og i forhold til det, der er populært i øjeblikket. Og det er nok noget, der smitter fra de voksne og ned til børnene, mener han.

Politikerleden er dog ikke kun en dårlig ting, for ifølge Caspar Stefani er det med til at holde politikerne på tæerne. Men han medgiver, at der måske er FOR mange kandidater og partier at stemme på denne gang:

– Folk føler jo, at de etablerede partier ikke har formået at løse de problemer, vi har i samfundet. Der tales meget om tingene, men der bliver ikke rigtigt gjort noget ved dem, og det gør folk frustrerede. Og derfor skal man tage politikerleden alvorligt, slutter Caspar Stefani, som er ansat i Forsvaret, når han ikke har travlt med sin politiske karriere.

 

Seneste artikler

Badebro på plads

Søvangs helt eget sjak af frivillige brobisser var sidste weekend på hårdt arbejde med at sætte den imponernede 279,1 meter lange badebro.

 

Fik du læst?