Lars Thye på Badehotellet

Har Lars Thye ikke solgt Dragør Badehotel? Der har været planer om udbygninger? Hvem er Lars Thye og hvad laver han nu, lige hjemkommet fra ferie på Sri Lanka.

4. april 2019. Arkitekt Lars Strange Thye har solgt Dragør Badehotel, men er stadig administrator på hotellet de næste tre år. (Foto: Dines Bogø).

Af Dines Bogø

De kølige fakta. Lars er født i Gentofte i 1942. Familien boede i Charlottenlund lige ved cykelbanen.

Dragør Revy 2019

Faderen, der var civilingeniør, fik job i Indien i 1949. Så egentlig ordinær regelmæssig skolegang begyndte Lars først på Bagsværd Kostskole i 1953. Familien flyttede tilbage til Danmark (Gentofte) i 1956.

I ca. trekvart år omkring 1959 stod Lars Thye til søs med ”MS Spigerborget” et af Dannebrogs fragtskibe.

I 1961 startede han som tømrerlærling og han blev udlært i 1964.

Adresser

Skiftende opholdssteder. Ballonparken, Havnegade og deltog også i husbesættelse i Sct. Annæ Gade på Christianshavn.

Opholdet i Ballonparken stoppede brat, da tilsynsførende inspektør ikke mente, at Lars HELT havde forstået reglen om, at man ikke måtte have kvindeligt selskab i barakbygningerne. (DB: denne regel for de ”studerende” blev først ophævet i 1971).

I Sct. Annæ Gade hold husbesætter lav profil i den ejendom de var rykket ind i. Tæpper for vinduer, så man ikke udefra kunne se, at der boede nogen i den rømmede ejendom. El, gas og vand var afbrudt, men man klarede sig.

– Jeg boede også i Eskildsgade på Vesterbro. Da jeg blev gift med Dorte i 1966 lejede vi en villa i Herlev ved S-stationen og her fik vi Charlotte og senere Mikkel. I 1972 stiftede jeg firmaet ”Lars Laj”.

Et lidt pudsigt firmanavn? Skulle det ikke have heddet ”Lars Leg”?

– Men en britisk ven sagde, at skulle jeg sælge de legeredskaber i udlandet, som jeg fremstillede, kunne firmaet ikke hedde ”Lars Ben”. Så det blev til den fonetiske udtale af ordet Leg.

Startede du med at lave de udendørs legeredskaber, som firmaet stadig fremstiller?

– Det startede med en køjeseng som jeg ombyggede, så sengen også var et legeredskab. Så blev jeg spurgt om jeg kunne lave noget tilsvarende og det udviklede sig til redskaber også til legepladser.

Du er også uddannet konstruktør?

– Ja og samtidig med uddannelsen, havde jeg også en tegnestue og et firma der byggede sommerhuse. Vi havde bl.a. værksted på Nørrebro og 20 ansatte.

– Da jeg havde værksted og kapacitet, begyndte vi at renovere ældre ejendomme. Dorte synes ofte, at jeg havde gang i alt for meget. Hun rystede virkelig på hovedet, da jeg købte et hotel på Bornholm. Først blev det anvendt til indkvartering af flygtninge. Efterfølgende var der brug for en kraftig renovering, da det for ca. 20 år siden blev ombygget til familieboliger.

Kan huske, at du også på et tidspunkt boede på et gods?

– Vi kiggede på en ejendom på godset Jomfruens Egede ved Faxe. Dorte ville gerne tæt på både skov og åbne arealer.

– Jeg havde kig på en ret forfalden ejendom, men grevinde Helle Moltke spurgte om vi ikke hellere ville se på en bedre hus på ca. 400 m2, der havde været godsforvalterbolig. Så flyttede vi ind der.

Dragør Badehotel

Var det ikke lidt langt at køre hver dag til København til firmaet? Var det på det tidspunkt du købte Dragør Badehotel?

Du købte badehotellet af kreditforeningen i 1996. Lindy Frederiksen var forpagter og skulle have fortsat, men du overtog selv?

1996. Lars Thye har lige købt Badehotellet. (Foto: Dirch Jansen).

– ”Brobisserne” der skulle bygge Øresundsbroen, boede hos mig. På en måde en nem forretning med faste gæster og omsætningen var god. Hver tredje uge måtte jeg bestille en tank med 1.000 l øl.

Min svigerdatter Pia arbejde også her. Vi havde bl.a. kontor for firmaet Lars Laj i de pavilloner, der midlertidig blev opstillet i haven. De havde tidligere været anvendt ved OL Vinterlegene i Lillehammer.

Du fortalte om dine planer i 1996 på et foreningsmøde, der blev holdt på hotellet. Der var brobisser indkvarteret overalt i hovedbygningen, sidebygninger og i et par af pavillonerne.

Inden du overtog, havde der været planer og total nedrivning og bygning af et meget stort hotel. På et tidspunkt omkring 1993 skulle der have været indrettet flygtningecenter på hotellet?

– Ja jeg hørte om planerne og læste det efterfølgende, da du skrev bogen i 1999 om Badehotellet. Du nåede lige at få omtalt, at jeg var begyndt på renovering og ombygning.

Kan huske du kiggede på forskellige villaer, da du gerne ville flytte til Dragør og du fortalte, at du havde flyttet produktion af legepladser til Polen i 1991.

Dragør, Gentofte, ejendomme, limousiner

– Vi købte en villa i Vængekvarteret i 1999 og kort tid efter blev flere af de villaer tæt ved Badehotellet, jeg havde set på, sat til salg. Vi boede næsten 10 år på Harevænget inden vi flyttede til Gentofte, hvor jeg havde købt en ejendom meget tæt på mit barndomshjem.

Når du holder det planlagte foredrag i Lokalhistorisk Forening engang i 2019-2020 vil vi gerne høre om planer med udbygning og ombygning. Selvfølgelig også om din familie, der havde Nordisk Klædefabrik, der senere blev til Wieders Væverier.

– Martin Haugaard har købt hotellet, som bekendt, men jeg vil gerne fortælle om mine ca. 25 år på hotellet, som det bliver til, da jeg fortsætter som forpagter i mindst tre år.

29. sept. 2018. Gitte og Lars på Badehotellet, da Lars lidt forsinket markerede sin 75-års fødselsdag. (Foto: Dines Bogø).

– Gitte som jeg mødte for fem år siden, har også hjulpet med arrangementer, fester, musikaftener m.v. Vi spiller godt sammen og vi har mange fælles interesser.

– Som du ved, har jeg købt to veteranlimousiner, men det var for penge jeg tjente for længe siden. Der skal ske noget hele tiden, som med dig. Vi kan jo ikke sidde med hænderne i skødet, når man ikke er så gammel.

Jeg har jo set fotos af de store vogne, så når jeg en dag ser et brudepar ankomme standsmæssigt til Badehotellet, er jeg forberedt på, at det kan være i en af dine limousiner.