Kongevejen – Dragør bys hovedgade

Der har været skrevet meget gennem tiden om ”Kongevejen” eller ”Kongens Vej”.

I 1981 skrev arkivlederne Birte Hjorth og Svend Jans om ”St. Kongensgade”, som vejen også har heddet.

Tegning på forsiden er en skitse, som Chr. Mølsted lavede i anledning af det royale besøg, da Dragør Kirke blev indviet den 26. april 1885. Skitsen fik familiens Mølsteds unge pige (1925-1930) Rigmor Larsen, da hun blev gift 29. maj 1930 med slagtermester Chr. Weber

Tegning udført af Chr. Mølsted. Kongeparret med følge forlader Kongevejen 11 (byens fineste hus) for at deltage i indvielsen af Dragør Kirke. (Historisk Arkiv, Dragør).

Navneændring

Navnet Kongevejen er måske det ældste vejnavn i Dragør?

Vejen fandtes allerede i middelalderen, og var byens hovedgade, der førte trafikken ned til havnen. Allerede dengang delte den sig i to, som omgav et område, hvor der lå en kirke eller et kapel.

Kirken tilhørte ”Gråbrødre Kloster” i København og betjente det samfund af købmænd og fiskere, som opstod hvert år i sildemarkedstiden om efteråret.

Til kirken hørte et landbrug, og derfor lå der en gård ved det nuværende Neels Torv.

Torvet har sit navn efter en enke, der i 1500-tallet drev gården. I 1600-tallet blev gården delt så der opstod endnu et landbrug inde midt i byen. De to gårde havde landbrugsdrift langt op i 1900-tallet. Mellem kirken og stranden lå et herberg, samme sted som nutidens Strandhotel.

Uddrag af tekst på Historisk Arkiv, Dragør (se mere her om Kongevejen).

Fotoglimt fra St. Kongensgade / Kongevejen i mere end 100 år

Postkort fra omkring 1903 før ejendommene i nr. 5 og 7 blev ombygget.
Postkort ca. 1910. Kongevejen 11 og Badstuevælen. Bemærk nordfacaden af Dragør Borgerforening i baggrunden, hvor vinduerne senere blev ændret.

Jernstøber Carl Frandsen i Roskilde havde omkring 1875-1885 leveret ni frostfri jernbrøndposte til Dragør, bl.a. ”med 2 tude”.

Postkort fra Det Kgl. Bibliotek må være fra mellem 1923 og 1927, da man skimter købmand Ravns omdiskuterede benzinstander på Badstuevælen op ad Milepælen. Byrådet ville ikke have, at den stod på fortovet foran hans forretning, derfor anbragt op ad Milepælen.
Kraks Vejviser 1931 og 1932. Mange gader og stræder fik skiftet navn, da man havde for store problemer med ens vejnavne i Dragør og København. Et par af telefonnumrene anvendes stadig, dog selvfølgelig tilføjes 32 53 00 xx.
Man bemærker Isenkræmmer Lindsby i nr. 5 og Grønthandler Adrian Petersen i nr. 1. Irmas ejendom på Kongevejen 2 er ikke opført og Slagter Weber er ikke flyttet fra nr. 19 til nr. 5, så postkort er fra efter 1927 og før 1936. Man ser nu Ravns røde benzinstander på fortovet ud for hans købmandsbutik i nr. 6.
Postkort 1939. Jrma og Schous Sæbehus ligger nu i den nye ejendom i nr. 2 og der er slagter og isenkræmmer i nr. 5. Den unge mand ud for opgangen til nr. 2 er senere skoleinspektør Kurt Lund, der har dateret foto.
Postkort 1965. Skomager Thorald Nielsen har stadig sin forretning ved siden af Irma og det er en af skomagerens døtre på foto.
I midten af tresserne ser man automater både hos grønthandler Adrian Petersen og hos Irma. Rart, når nu alle forretningerne lukker kl. 17.30. Skulle man få brug for at telefonere, når man er på gaden, er det godt, at K.T.A.S. har opstillet en af deres kendte grønne telefonbokse. (Dias udlånt af Majken Pedersen).
I 1978 er der gjort klar til Fastelavn hos Farvehandler Palm Steffen på Kongevejen 25. Farvehandel er som bekendt flyttet til Toldergade. Jørgen startede ophørsudsalg for 26 år siden, men har heldigvis ikke afsluttet det endnu. (Foto udlånt af Jørgen Palm Steffen).
 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »