Snoede skorstene i Dragør – Del 2

Hvor mange skoede skorstene er der i Dragør i dag? I sidste uge tog vi fat i de snoede skorstenspiber i Dragør. Der er mindst syv af de omtalte skorstene. Men er der flere?

Foto: Dines Bogø

Af Dines Bogø

1: Strandlinien 4
Den nok meste kendte skorsten blev omtalt i Del 1 som du kan læse her

Dragør Museum, Strandlinien 4. (Foto taget den 15. februar 2009, da man havde en postkasse på gavlen og fugle på taget).

2: Strandlinen 29
Murermester Guldborg opsatte en snoet skorsten i 1897 på Strandlinien 29, da bygningen blev renoveret. Skorstenen ses bedst fra Deventergade 6.

Foto: 1. november 2016, Dines Bogø

3: Engvej 6
For ca. 35 år siden satte murermester Flemming Jelbo en snoet skorsten på villaen, der er opført i 1910.

Foto: 9. maj 2018, Dines Bogø

4: Nordre Kinkelgade 32
Murermester Flemming Jelbo var også en tur i Nordre Kinkelgade, hvor han i 1986 satte en ny skorsten på villaen i nr. 32. Ejendommen er opført i 1880 dengang vejen hed ”Store Magleby Stræde”.

Foto: 22. maj 2015, Dines Bogø

5: Maglevænget 1
Villaen på Maglevænget 1 er opført i 1927. En af de første ejendomme i grundejerforeningen ”Sydstranden Villaby”, der blev stiftet året efter.

Mange har hørt om grosserer Kaj Mathiasen, der var foreningens initiativrige formand i 25 år. Han stiftede bl.a. ”Sydstrandens Fremme”. En sammenslutning af foreninger på Sydstranden. Mere om en badebro, busforbindelse, vandværk, boldbaner m.v. en anden gang.

Foto: 18. januar 2019, Dines Bogø

6: Skippervænget 13
En moderne villa fra 1995 på Skippervænget fik lige i begyndelsen af dette årtusinde tilføjet en snoet skorsten. Måske den sidste af den type murermester Flemming Jelbo foreløbig har lavet?

Foto: 13. december 2005, Dines Bogø

7: Rosenlund Sidevej 5B
Her finder man et meget særpræget hus opført i firserne. Fra start var der en snoet skorsten. Lokalhistorisk Forening har søndag den 26. maj 2019 en byvandring i Rosenlund-kvarteret.

Foto: 6. april 2003, Dines Bogø

Er der flere snoede skorstene i Dragør kommune? Har du kendskab til andre snoede skorstene hører vi gerne fra dig. Send en mail til redaktionen@dragoernyheder.dk og fortæl hvor du har set eller har kendskab til en af de snoede skorstene i Dragør.

Fik du også læst: Snoede skorstene i Dragør – Del 1

Tilbage til forside

Nyhedsbrev_728_90