Infrastruktur: Lidt flere køer de næste 5 måneder

I denne uge har Københavns Lufthavn taget første spadestik til udvidelsen af den travle rundkørsel, der er knudepunkt for Kystvejen, Amager Strandvej og motorvejen. Målet er færre trafikkøer for borgerne og de rejsende. Men trafikken bliver ekstra tæt i de fem måneder byggeriet står på hvilket vil betyde lidt længere køer til og fra Dragør når man kører ad kystvejen.

Kort som viser den fremtidige infrastruktur i og omkring rundkørslen i Lufthavnen. Et trafikknudepunkt som med den nye investering skal lette trafikgenerne bl.a. til og fra Dragør ad Kystvejen. Kilde: Københavns Lufthavn

Med en 12 millioner kroner stor udbygning vil Københavns Lufthavn trække trafikpropperne ud af den travle rundkørsel, der betjener Amager Strandvej, Kystvejen og trafikanterne fra Øresundsbroen.

Der kører 32.000 biler i døgnet gennem rundkørslen – flest i myldretiden om morgenen og sidst på eftermiddagen. Nu skal vejene til og fra den travle rundkørsel udvides med flere baner, så der bliver bedre plads til Tårnby og Dragørs borgere og til de rejsende, der kommer til lufthavnen i bil, taxi og bus – et projekt, der er planlagt i tæt samarbejde med Tårnby Kommune og A/S Øresund.

“Med 32.000 biler i døgnet er der selvsagt trængsel, især i myldretiden. Det kan være træls for både borgerne i Tårnby og Dragør og for de mange rejsende. Derfor skaber vi nu bedre plads til de mange bilister og får samtidig forbedret trafiksikkerheden”, fortæller Thomas Hoff Andersson, passagerchef i Københavns Lufthavn.

Thomas Hoff Andersson, Passagerchef i Københavns Lufthavn. Pressefoto

Lidt længere køer de næste fem måneder
Udvidelsen af rundkørslen går i gang mandag d. 13. august, og byggeriet forventes afsluttet i januar 2019. Rundkørslen holdes åben for trafik under udvidelsen, men området vil være præget af byggeplads, og man skal derfor forvente mere travlhed og tæt trafik i byggeperioden.

Bilisterne kan se frem til færre af disse når Københavns Lufthavn er færdig med den nye udvidelse af trafikknudepunktet på Kystvejsstrækningen.

“Rundkørslen er vejen til- og fra lufthavnen for de fleste rejsende i bil, og den forbinder samtidig Dragør med København, så det er ikke muligt at lukke den af, mens vi bygger. Det betyder både, at byggeperioden bliver længere, og at man som bilist vil opleve mere trængsel under udvidelsen. Vi er meget opmærksomme på at minimere generne så meget, som muligt,” siger Thomas Hoff Andersson.

For at genere trafikken mindst muligt, er byggeriet opdelt i faser, hvor man udvider små områder af rundkørslen ad gangen, ligesom man udfører det arbejde, der er muligt, om natten.

Kilde: Københavns Lufthavn

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »