Varme nyheder – så varm bliver maj!

Solskin i sigte – højtryk giver majvejret optur!

Et højtryk nær Danmark sender masser af sol og dejlige høje temperaturer over os i de kommende uger. Det skriver DMI i deres månedsprognose for maj.

Dragør Søbad er netop åbnet 1. maj – det passer godt med DMI´s prognose.

Til weekenden den 5. – 6. maj bygges et højtryk op over det sydligste Skandinavien.
“Højtrykket betyder, at vi får tørt og solrigt vejr med gradvist stigende temperaturer”, siger meteorolog Martin Lindberg, der onsdag har udarbejdet DMI’s nyeste månedsprognose.


Varmere og tørrere end normalt
Men det fine vejr slutter ikke med weekenden. Det strækker sig videre ind i næste uge.
“Vi kan nyde masser af solskin, svage vinde og behagelige temperaturer op omkring 20 grader”, siger meteorologen.

Mormorstranden i Dragør er klar til at nyde solen og varmen.

Anden halvdel af ugen kan blive noget mere ustabil med skyede perioder og en overgang byger og lidt køligere, men samlet set bliver det varmere og tørrere end normalt.
Ugen derefter – uge 20 – virker endda også lovende.

“Et højtryk over eller lige vest for Skandinavien ser ud til at dominere vejret”, forklarer Martin Lindberg.

“Det giver os i så fald masser af sol og mest tørt vejr. Et par svage koldfronter kan dog passere landet, men samlet set ser ugen ud at blive noget varmere og tørrere end normalt”.

Dragør – solens by!

Når vi kommer frem til uge 21 og perioden den 21. til 27. maj bliver prognosen ifølge Martin Lindberg betydeligt mere usikker, men det ser stadig fornuftigt ud.

“Det mest sandsynlige i øjeblikket er normal eller lidt over den normale temperatur samt noget mindre nedbør end normalt”, slutter han.

Overordnet set er der altså udsigt til, at maj viser sig fra sin bedste side, efter april sluttede lidt snusket af.