Verdens bedste lufthavnsbar ligger i Københavns Lufthavn

Mikkeller i Københavns Lufthavn er verdens bedste lufthavnsbar. Det blev afgjort da der i nat dansk tid blev afholdt FAB Awards i Dallas, USA, hvor Mikkeller i Københavns Lufthavn vandt prisen for ‘Airport Bar of the Year’.

PR foto

Foruden den prestigefyldte pris, som verdens bedste lufthavnsbar, kan Københavns Lufthavn også kalde sig Europas bedste i kategorierne ‘New Food Hall’, ‘Offer of the Year’ og ‘Sense of Place’. I sidst nævnte kategori blev Københavns Lufthavn rost for deres evne til at skabe originale madoplevelser i tråd med den københavnske atmosfære, skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse;

Det har længe været et strategisk fokus for Københavns Lufthavn at sikre et unikt udvalg af lokale og internationale restauranter for de mange passagerer, der hvert år rejser gennem lufthavnen. Med udvidelsen af Terminal 2 i 2018 bød Københavns Lufthavn blandt andet velkommen til københavnerkendingen Mikkeller, der med sin sense of place og populære mikrobryg er til glæde og gavn for både danske og internationale rejsende.

“Det har i mange år været en drøm at åbne en Mikkeller Bar i Københavns Lufthavn. Derfor var det også vigtigt for mig, at baren skilte sig ud – både kvalitetsmæssigt og designmæssigt – og viste en ny måde at lave lufthavnsbarer på. At den nu er kåret som verdens bedste lufthavnsbar er selvfølgelig stort for os og hele teamet, der arbejder i døgndrift på at give vores kunder en sidste god oplevelse på vej ud af Danmark,” siger Mikkel Borg Bjergsø, manden bag Mikkeller.

FAB Awards hylder det bedste inden for rejserelaterede spiseoplevelser verden over med fokus på personlighed, kreativitet og innovation. Siden 2013 har Københavns Lufthavn vundet priser til de årlige FAB Awards, og ved prisuddelingen i år var lufthavnen nomineret i fem kategorier og vandt fire af dem.

“Med mere end 30 mio. årlige passagerer ønsker vi at tilbyde de rejsende det bedste indenfor gastronomi i Danmark og København, og vi er derfor stolte af at have vundet fire priser ved det årlige FAB Awards. Vi er især glade for, at Københavns Lufthavn og Mikkeller har vundet prisen for verdens bedste lufthavnsbar, så vi dermed kan tilbyde de rejsende en bar i verdensklasse,” siger Pia Lynggaard, Director of Airport Sales and Marketing i Københavns Lufthavn.

Fakta om FAB Awards:

  • FAB Awards er en årlig prisuddeling, hvor man kårer de bedste mad- og drikkefaciliteter i verdens lufthavne.
  • FAB-priserne bliver uddelt af Moodie Davitt Report og branchemediet The Foodie Report, der er en del af den britiske forlagskoncern Moodie.
  • F&B står for “Food and Beverage” – mad og drikke på dansk.
  • Københavns Lufthavn har siden 2013 vundet flere priser, bl.a. i kategorierne “Airport Food & Beverage Offer of the Year” og “Sense of Place”
  • Læs mere om FAB Awards 2019 på www.airportfab.events
 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »