Samarbejde om supercykelstier

Supercykelstisamarbejdet i Region Hovedstaden tæller nu 25 medlemskommuner, efter at Dragør og Tårnby Kommuner har besluttet at indtræde i samarbejdet. Det betyder, at amagerkanerne kan se frem til supercykelstier, der forbinder hele Amager med København og omegnskommunerne og gør det lettere at tage cyklen til og fra arbejde.

Supercykelsti
Foto: Supercykelsti Region Hovedstaden

Gode cykelforbindelser

Formålet med supercykelstierne er at skabe gode cykelforbindelser på tværs af kommunegrænserne i Region Hovedstaden, så flere får lyst til at tage cyklen frem for bilen på arbejde. Hidtil er planlægningen af rutenettet på Amager stoppet ved Københavns kommunegrænse, men det bliver der rådet bod på nu.

”Vi har længe gerne ville arbejde for at skabe bedre cykelforbindelser fra Dragør til Tårnby, København og videre ud i regionen. Derfor glæder vi os over nu at stå sammen om at udbrede supercykelstinettet til hele Amager, hvor vi arbejder på at få supercykelstierne ind på de lange, centrale strækninger. Det er fx Englandsvej, der løber gennem alle tre kommuner og bliver til Kirkevej i Dragør, som, vi gerne ser, indgår i nettet af supercykelstier,” siger Allan Holst, formand for By-, Erhvervs- og Planudvalget i Dragør Kommune.

Placering er endnu ikke fastlagt

Hvor supercykelstierne på Amager kommer til at ligge er endnu ikke lagt fast, da der både kan være tale om nyanlæg og om opgradering af eksisterende cykelstier. Først skal en række udpegede ruter til politisk godkendelse i alle øens tre kommuner. Efter godkendelse bliver de tegnet ind i visionsplanen for supercykelstinettet, der indtil videre tæller 45 ruter. Dernæst skal den enkelte rute projekteres, finansieres og anlægges, hvorfor der kommer til at gå nogle år, før den første rute bliver en realitet.

Håb om flere cyklister

Borgerne i Dragør og Tårnby pendler i gennemsnit henholdsvis 17 og 13 km til arbejde, hvorfor der er god ræson i at forvente, at supercykelstier kan få flere til at tage pendlerturen på cykel. Den gennemsnitlige turlængde på de eksisterende otte supercykelstier er nemlig 11 km hver vej, og på nogle ruter er den helt op til næsten 15 km i gennemsnit. Samtidig viser de nyeste evalueringer, at cykeltrafikken i gennemsnit stiger med 23 %, når en rute opgraderes til supercykelsti, og at 14 % af de nye cyklister kommer fra bilen.

Selvom cykling ikke nødvendigvis er den hurtigste transportform, er den for mange cykelpendlere på supercykelstierne alligevel den mest tidseffektive.  De får nemlig lagt deres daglige motion ind som en del af den nødvendige transport. Det giver ikke bare sparede sundhedsudgifter for samfundet og færre sygedage for arbejdsgiveren, men også en forbedret sundhed for den enkelte og mere tid i hverdagen, når motionen er klaret på turen til og fra arbejde.

Fakta om Dragør Kommune

  • Dragør Kommune har 21 km asfalterede cykelstier
  • 22 % af borgerne benytter cykel som deres primære transportmiddel til arbejde eller uddannelse
  • 42 % af borgerne benytter cykel til transport i fritiden.

Fakta om Tårnby Kommune

  • Tårnby kommune har 42 km asfalterede cykelstier
  • 52 % af borgerne benytter cyklen til og fra arbejde eller uddannelse
  • 64 % af borgerne er tilfredse med Tårnby som cykelkommune.

Fakta om supercykelstierne i Region Hovedstaden

Supercykelstierne i Region Hovedstaden er et samarbejde mellem 25 kommuner og Region Hovedstaden om at skabe sammenhængende cykelinfrastruktur på tværs af kommunegrænserne i hele regionen. Supercykelstierne forbinder land og by og skal gøre det let, fleksibelt og trygt at vælge cyklen til og fra arbejde.

  • Region Hovedstaden har i dag 167 km supercykelsti fordelt på otte ruter. I 2045 vil der være 746 km supercykelsti fordelt på 45 supercykelstier
  • På Region Hovedstadens supercykelstier pendles der hver dag 400.000 km på cykel, svarende til 10 gange rundt om jorden eller 100 Tour de France-løb. Tour de France-løb er typisk mellem 3.000 og 4.000 km lange.
  • Den gennemsnitlige turlængde på supercykelstierne er 11 km pr. tur. På nogle ruter er gennemsnits-turlængden knap 15 km pr. tur. Den gennemsnitlige pendlerafstand for bosatte i regionen uanset transportform er også 15 km.
  • Når en rute opgraderes til supercykelsti, stiger antallet af pendlere på ruten i gennemsnit 23 %. I gennemsnit kommer 14 % af de nye pendlere fra bilen.
  • Supercykelstierne er ét af Danmarks mest rentable infrastrukturprojekter: Det samlede net af supercykelstier på 750 km har et samfundsøkonomisk afkast på 11 pct., hvilket svarer til 5,7 mia. kr.
  • Supercykelstisamarbejdet koordineres gennem et fælles sekretariat, der er finansieret af både Region Hovedstaden og kommunerne i samarbejdet.
 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »