ET BRAG AF EN IVÆRKSÆTTERFINALE I DRAGØR

Nu er der kun én dag til kåringen af Dragørs Bedste Iværksætter, hvor IværksætterPrisen 2019 uddeles torsdag 11. april på Dragør Skole, Syd kl. 19.00. Udvælgelseskomiteen har været i kontakt med 30 af Dragørs iværksættere og har heraf nomineret seks kandidater til selve finalen. Bag IværksætterPrisen står Dragør Rotary Klub, Dragør Kommune, Dragør Erhverv og Sydbank, Amager.

Hver af de nominerede skal præsentere deres iværksætterprojekt foran et dommerpanel bestående af borgmester Eik Dahl Bidstrup, formand for Dragør Erhverv, Rasmus G. Nielsen, filialchef i Sydbank, Amager, Anders Villum samt Dragør Rotary Klubs præsident, Bent Kofoed-Hansen. Vinderen får 10.000 kroner. Hver af de seks nominerede får desuden et gratis 20 timers iværksættersamspil med den professionelle nonprofitorganisation Sparringspartnerne. I dette samspil vil de nominerede kandidater få gennemgået deres forretningsplan og få gode råd til deres iværksætterdrøm af en professionel erhvervscoach.

HUSK OGSÅ DEN SPÆNDENDE SKOLEIVÆRKSÆTTERKONKURRENCE

Som noget nyt i år afvikles også en Skoleiværksætterkonkurrence i forbindelse med IværksætterPrisen 2019. De tre sjetteklasser på St. Magleby Skole og deres 75 elever har de sidste fire måneder på klasseniveau haft iværksætteri med på det ugentlige skema. Den 9. april var der semifinale for klasserne, hvor de bedste klasseiværksættere nomineres til Skoleiværksætter-finalen den 11. april. På finaleaftenen dyster de tre iværksætterklasser om en præmiesum på 2.500 kroner til klassekassen.

Det er tredje år i træk Dragør Rotary Klub arrangerer IværksætterPrisen, men første gang der er en Dragørskole med. Unge der bliver undervist i iværksætteri, bliver bedre motiveret og får lyst til at starte egen virksomhed efter afslutning af skolen. Fra 2020 håber Dragør Rotary Klub sammen med de tre samarbejdspartnere, at alle tre skoler i Dragør er med i konkurrencen.

 

Seneste artikler

Badebro på plads

Søvangs helt eget sjak af frivillige brobisser var sidste weekend på hårdt arbejde med at sætte den imponernede 279,1 meter lange badebro.

 

Fik du læst?