Martin Wood Pedersen – En af de nye i ”klassen”

Den 1. april 2019 var der aftalt kaffemøde på rådhuset med Martin fra Liste C. Vi morede os også over de forskellige spøgefuldheder i dagens anledning i medierne. Først lidt fakta:

1. april 2019. Martin Wood Pedersen i Dragørstuen på Rådhuset. (Foto: Dines Bogø).

Af Dines Bogø

Martin Wood Pedersen er årgang 1970 og fra Skagen. Det kan man ikke høre, men forklaringen er nok, at Martin som 19-årig kom til København og i mange år, også har boet i udlandet.

Administrerende direktør i Nokia, først fire år på det danske kontor i Kbh. SV. Efterfølgende tre år i Østrig og fire år i Stockholm. I Stockholm mødte Martin hustruen Annhild, der hed Wood til efternavn. Hendes morfars efternavn. Han fik det, da han under 2. verdenskrig var aktiv i Norge i den britiske efterretningstjeneste.

Familien, der også består af Isabella (16 år) og William (15 år), bor på Grusbakken.

Så gik der pludselig nogle minutter med historisk tilbageblik. Villaen ligger tæt på det sted, hvor der var tysk flygtningelejr 1945-47. Skolen for flygtningenes børn lå faktisk på det modsatte gadehjørne. Og bag ved lå sommerhuset ”Dukkehuset”, hvor Lene Høegh er født.

”Sidespring” igen ned til Grusbakken 1, hvor Store Maglebys ældste sommerhus blev opført i 1897. Det er svært at holde fokus på ”samtalen”, når Martin lige så gerne vil høre lidt mere om vores Dragør.

Tilbage til nutiden

Martin er nu Nordisk Regionsdirektør hos Nilfisk og det var lige før det igen blev til noget spændende historie om motorcykler og støvsugere.

Martin har tidligere været aktiv i ungdomspolitik. Oprindelig i Konservativ Ungdom, bl.a. også fordi forældrene følte et naturligt tilhørsforhold til Liste-C.

Hvem burde have været borgmester i Dragør?

– Kenneth Gøtterup er det bedste bud. Han er en dygtig politiker og han har evnen til løfte sig op og også se langsigtet. Det sidste er vigtigt. I øjeblikket fokuserer de fleste på her og nu og højst et år frem.

– Vi er presset på økonomien og Liste C siger tingene som de er og lover ikke for meget. Jeg tror, at vælgerne på længere sigt vil belønne det. Var der kommunalvalg i dag, ville meget se anderledes ud.

Vil du sige noget pænt om de øvrige partier?

– Jeg vil ikke lægge skjul på, at Liste T altid er velforberedt. At vi politisk på en del punkter ligger langt fra hinanden, er velkendt. I øjeblikket opfattes Liste C og T som opposition til det spinkle og skrøbelige AOV-flertal.

Hvordan er kommunens nuværende situation?

– Det er kedeligt at måtte sige det. Vi er som nævnt stærkt presset. Vi skal satse på vores skoler, sørge for vores ældre og ellers bremse om for udgifter, der kan udskydes.

Var der kommunalvalg var det måske ikke lige det valgflæsk man skulle servere?

– Jeg har en stærk tro på, at vælgerne foretrækker man er ærlig. Vælgerne stemmer ikke mere på ”Populister”.

Hvor meget tid bruger du på politisk arbejde om ugen?

– Det svinger meget. Jeg sidder i Skoleudvalget og BFKU (Børne-, Fritids- og Kulturudvalget). I snit omkring 15-20 timer pr. uge.

5. juli 2016: Ankeret. Symbolet på Store Magleby. ”Skænket til Hollænderbyen ved 450-års jubilæet den 10. september 1971 af Det konservative Folkeparti i Store Magleby”. (Foto: Dines Bogø).

Så deltager du i mødet den 3. april 2019, hvor man bl.a. skal tale om fremtiden for vores historiske arkiv?

– Jo fornemmer, at stemningen er skiftet fra det oprindelige oplæg, som vi fik fra administrationen. Jeg var ikke klar over dengang, hvor vigtigt det arbejde er, de frivillige udfører. Min politiske holdning er, at man skal støtte foreninger, frivillige og deres arbejde.

Så arkivet bliver ikke nedlagt eller ”opslugt” af biblioteket?

– Nej som det tegner nu, skal samarbejdet med museerne udbygges. Men nu sidder vi jo ikke med flertallet i kommunalbestyrelsen, så jeg kan ikke garantere noget.

Er I aktive i lokale foreninger?

– Vi følger begge med i lokale aktiviteter. Vores børn er begge aktive i Dragør boldklub og jeg er det der hedder der hedder ”årgangsleder” for 2004 drengene i klubben og spiller på klubbens veteranhold.

– Vi nyder at bo i Dragør og har fundet ud af, at der er et helt utroligt aktivt foreningsliv til glæde for byens borgere.


København H S in article