Vagtbygningen på Sydstranden


Har der været en Vagtbygning på Sydstranden? Der lå en ældre mindre villa midt på
Krudttårnsvej, men var det ikke en kommunal bygning? Var det en ”Musikdirektør”, der
boede i den villa?

1936. Vagtbygning/Opsynsbolig på Krudttårnsvej opført ca. 1810 og nedrevet ca. 1971.

Af Dines Bogø

Hvad er nu det med en ”Vagtbygning på Sydstranden”?

Krudthuse på Amager

Om morgenen den 31. marts 1779 skete der en alvorlig ulykke i København. Et af hærens krudthuse ved Østerport sprang i luften.

Kong Chr. VII bestemte, at krudt fremover skulle opbevares uden for Københavns volde, og derfor blev der i årene 1780-83 bl.a. opført syv større krudthuse på Amager.

Vejen der senere forbandt fem af de større krudthuse er nuværende Amager Strandvej, der tidligere naturligvis hed Krudttaarnsvej. Vejen på Sydamager, hvor de sidste to krudthuse ligger, hedder stadig Krudttårnsvej.

Med passende mellemrum var der opført vagtbygninger til det mandskab, der skulle bevogte krudtmagasinerne/krudthusene.

1941. Tegninger af opsynsbygning på Krudttårnsvej i Dragør. (Søværnets Bygningsvæsen, Rigsarkivet).

Vagtbygningen på Krudttårnsvej i Dragør

Vagtbygningen, der blev opført på Sydamager nogle år efter de to krudthuse, var 1 etages grundmur med loft og tegltag. Grunden på sydsiden af Krudttårnsvej på lidt under 1.000 m2 svarer nærmest til beliggenheden af nuværende ejendom Rødtjørnen 2-4.

1959. ”Strandpark 1” under anlæg. Over for Strandvænget ses ”Opsynsbygningen”. Ved siden af ligger ”Den sorte Sti”, som medlemmerne af ”Sydstrandens Fremme” brugte, når de skulle til foreningens badebro.

Ud over selve huset var der på grunden en hestestald, latrin, vaskeskur og et vognskur.

I 1879 blev huset udvidet og det skiftede samtidig status fra vagthus til ”Bolig for opsynsmand”. Den sidste større ændring blev foretaget i 1941, hvor der blev opsat et nyere køkken med komfur.

”Marinemisteriets Opsynsbolig” er senere beskrevet som gulkalket med tegltag. Det var længeformet og lå øst-vest. Lignede fiskerhus. På sydsiden var stort udhus af træ.

1967 ”Den sorte Sti”. I baggrunden skimtes Strandvænget og til højre for damen med barnevognen ses beplantning omkring ”Opsynsboligen”. (Foto udlånt af Christian Clausen).

Opsynsmanden

Ud over at føre tilsyn med krudthusene skulle opsynsmanden og vagterne også passe de vejbomme, der var opsat på Krudttårnsvej.

Matriklen er nedlagt og er nu de del af matr.nr. 334 up ”Boligselskabet Strandparken”. (Foto: Geodætisk Institut).

Tre bomme er omtalt af lokale på Sydstranden. En bom ud for krudthuset på Krudttårnsvej 31. En bom ud for vagthuset og endelig den sidste bom tæt ved Fælledvej ud for det nyere krudthus fra 1871.

Ca. 1925. Bommen på Krudttårnsvej ved Sydstrandsvej. Man kunne køre på cykel i et lille sving uden om bommen, men man skulle passe på vandgraven, der først blev opfyldt i tresserne. (Foto udlånt af Eddy Andersson).

Efterhånden som områderne på nordsiden af Krudttårnsvej blev udstykket (fra 1918), blev der udleveret nøgler til beboerne, så opsynsmanden og vagterne ikke i tide og utide skulle ud for at åbne en bom.

Da der lige før besættelsen forsøgsvis blev etableret busdrift på Sydstranden, stod bommene permanent oppe og efterfølgende blev de fjernet efter nogle år. 

14. maj 2010. Indkørslen til Vagthusets grund ses stadig meget tydeligt også i jorden. (Foto: Dines Bogø).

”Krudt-Peter”

Den mest kendte opsynsmand var Jens Peter Sofus Martin Petersen (1866-1941). Han kaldte sig musikdirektør.

Hans tilnavn var ”Krudt-Peter” og hans messinghornorkester spillede til fester og større begivenheder, f.eks til fastelavn. Han sørgede fra musikvognen for god stemning. En af de mange Amager-sange er skrevet af Sofus Petersen.

Opsynsmand ved krudthusene, forh. Underkanoner i Søetaten Sofus Petersen (midten) på Sydstranden 1936.

Sofus Petersen og hustruen Kristine ejede Strandgade 5 i Dragør, der periodevis var udlejet.

Det var ikke så hemmeligt dengang. Vagthavende hed Sofus og man kunne altid ringe på DR nr. 46 til Opsynsboligen. Senere tog Sofus Petersen tlf. nr. 46 med til Strandgade 5. (Kraks Vejviser 1920).

Ældre har fortalt, at Sofus Petersens heste kendte vejen til stalden på Krudttårnsvej, så hvis Sofus var blevet lidt træt i øjnene, skulle de nok komme hjem alligevel.

1963. Højeste husnummer var 191, så måtte opsynsboligen hedde 251 regnede man ud på Dragør Rådhus på Stationsvej. Længere mod vest var der ikke bebyggelse. Hvad de gjorde i Store Magleby kommune med Krudttårnsvej på den anden side af Store Magleby Strandvej, var deres problem. Nå Store Magleby kommune løste det ved fra 1965 at omdøbe deres del af vejen til Bachersmindevej. (Kraks Vejviser).
1966. Opsynsboligen ligger stadig som fra 1810 uberørt af nærliggende byggeri. (Foto: Dragør Kommune).

Kommunen overtager

Mange husker den senere opsynsmand Aage Fasting Jensen.

Dragør Kommune købte Krudthus VI (lokalt omtalt som Krudthus 1) og opsynsboligen i tresserne af Forsvarets Bygningstjeneste. Kommunen udlejede det tidligere vagthus til kommunalt ansatte. Sidste lejer var en medarbejder på gasværket på Stationsvej.

Udsnit fra august 1970. Bag den ældste del af Strandparken ses ”Søetatens tidl. opsynsbolig”, hvor Rødtjørnen 2-4 senere bliver opført. (Historisk Arkiv, Dragør).

I begyndelsen af halvfjerdserne blev ejendommen nedrevet, da Boligselskabet Strandparken opførte ejendommen Rødtjørnen 2-4.

År 2014. Militærets tidligere grund markeret på nyere teknisk kort. (Dragør Kommune).
Tilbage til forside

København H S in article