Dragør Museum under forvandling

Arbejdet med at forvandle det gamle museum på havnen er godt i gang. Dragør Museum som har til huse i et af byens ældste huse fra 1753 har i mange år lidt under tidens tand og stand og har ikke kunnet opfylde de forventninger og krav der er til et tidssvarende og publikumsvenligt besøgssted.

Det gamle hus på havnen som vi kender det. Nu får huset en kærlig og nødvendig modernisering så det i fremtiden kan huse Dragørs spændende historie i publikumsvenlige omgivelser.

Forvandlingen af det gamle museum på havnen sker takket være en økonomisk støtte fra A.P. Møller Fonden, Dragør Kommune og en arv efter Dragørborgeren Leise Blaes Schmidt (1922-2015).

Stilladset omkring den gamle bygning er et synligt tegn på, at renoveringen af museumsbygningen er gået i gang.

Foto: DragørNyheder.dk
Home article 2019

“Vi begynder med at tage tagsten af for at isolere under taget. Når det er gjort, bliver de gamle tagsten lagt på igen. Derudover skal der bl.a. etableres et nyt varmesystem, der skal males, trækkes nye elkabler, og så skal vinduer og murværk istandsættes”, fortæller  Søren Mentz og Carsten Maass som vi mødte en flot solskinsdag på havnen.

Formand for Museum Amager Carsten Maass (tv) og Museumsleder Søren Mentz inviterede DragørNyheder.dk på stilladsrundtur inden håndværkerne for alvor begyndte at “skrælle” taget. Foto: DragørNyheder.dk

“Det udvendige arbejde forventes afsluttet i efteråret 2019, og så begynder museet at indrette en ny permanent udstilling. Den vil udnytte den autentiske bygning til at skabe en stemningsfuld oplevelse og en moderne formidling af Dragørs spændende historie”, fortæller Søren Mentz og fortsætter;

Søren Mentz (tv) og Carsten Maass. Foto: DragørNyheder.dk

“Stueetagen vil blive delt i fire temaer; En malerisal, en stue om havnen og det internationale udsyn, en om byen og det lokale liv, og endelig mindestuerne der viser den private sfære. Første sal bliver et stort flot udstillingsrum. Der vil også være et multifunktionsrum, hvor kortfilm beskriver forskellige temaer”.

Visualisering fra den nye 1. sal i Dragør Museum. Illustration: Museum Amager

“Og husk så lige, I fremtiden behøver vi ikke tømme museet for genstande om vinteren da der nu kommer varme på, så de udstillede genstande kan stå året rundt uden at tage skade. Det har været et kæmpe arbejde hvert år som vi nu ikke mere skal tænke på”, afslutter Carsten Maass.

Dragør Museum vil være klar til sommeren 2020 med helt nye opdaterede udstillinger, så de besøgende kan gå på opdagelse i Dragørs spændende historie i den nænsomt moderniserede bygning på havnen.

Fik du læst: Dragør Museum modtager flot donation fra A.P. Møller Fonden


Nyhedsbrev_728_90