Politisk flertal arbejder videre med vandparksprojektet CWWP

Det lykkedes ikke Konservative og Kenneth Gøtterup at få sat i en prop i vandparks-projektet Copenhagen White Water Park (CWWP) på torsdagens møde i Kommunalbestyrelsen.

Illustration: cwwp

Konservative og Liste T har ellers forsøgt med alverdens midler at overbevise det politiske flertal i Dragør om at henkaste det højt profilerede vandparksanlæg som tænkes placeret i Kongelundens tidligere asylcenter.

Til torsdagens møde havde Konservative med Kenneth Gøtterup i spidsen opsendt en nødraket til flertallet bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre;

”C gruppen foreslår, at der ikke arbejdes videre med projektet om etablering af Copenhagen White Water Park (CWWP), som indgår i budgetforliget, og der ikke fremadrettet anvendes yderligere forvaltningsmæssige ressourcer på opgaven”

Foto: Fra Dragør Kommune / Kommune-TV

De to Konservative byrådsmedlemmer Kenneth Gøtterup og Katrine Tholstrup prøvede med dundertaler at bremse planerne og i stedet bruge de 3,5 millioner kroner som er afsat til CWWP projektet på Dragørs nødlidende kernevelfærd. Særligt blev det påpeget at skoler, institutioner og foreninger skriger på bygningsforbedringer herunder bl.a. toiletforhold på skolerne.

Morten Dreyer fra Dansk Folkeparti sendte en hjælpende, dog uforpligtende, hånd til oppositionen med henvisning til at DF alene støtter vandparksprojektet under hensyn til i omegnen af 35 forbehold før projektet med deres støtte vil kunne se dagens lys. Morten Dreyer påpegede især, at der fortsat hersker stor usikkerhed om, hvorvidt Dragør Kommune i det hele taget vil kunne erhverve det tidligere asylcenter, hvis og når den nuværende ejer som er Udlændingestyrelsen, beslutter sig for hvad der skal ske med det og om Dragør Kommune vil kunne finde pengene til at købe det i givet fald.

AOV-flertallet holdt ikke destomindre fast i beslutningen om at arbejde videre med CWWP projektet og lade de 3,5 millioner kroner, som er afsat i budgettet, være indefrosset og derfor ikke kan disponeres til kommunens øvrige nødlidende kernevelfærd.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) understregede på aftenens møde, at han og venstre, uagtet de mange protester, fortsat vil arbejde på at udvikle sports og fritidsområdet i Dragør Kommune.

Tilbage til forside