“Mælkesyrebakterier kan jo bruges til sygt mange ting” – Skoleelever fra Dragør finder ny bakterie

Forskere fra Novozymes løftede for nyligt sløret for resultatet af verdens hidtil største bakteriejagt, foretaget af skolebørn fra hele Danmark. Blandt de mere end 11.000 prøver, var blandt andet ti helt nye bakterier, en af dem er fundet af Clara og Helene fra St. Magleby Skole.

En af de ti nye bakteriearter er fundet af Clara Helmer Wentzel og Helene Kongebro Madsen, der begge går i 8. klasse på St. Magleby Skole. Foto: Pia Melander Guilbert

Af Pia Melander Guilbert

Et blad fra et græskar, plukket på markerne ved Wybrandtsminde i St. Magleby, har vist sig at indeholde en helt ny mælkesyrebakterie. Det opsigtsvækkende fund blev gjort, da elever fra henholdsvis 6. og 8. klasse på St. Magleby Skole i efteråret deltog i verdens hidtil største bakteriejagt.

25.000 børn fra hele Danmark var med i eksperimentet, som fandt sted i anledningen af Naturvidenskabsfestival, der bliver holdt hvert år i uge 39. Nu har forskere fra Novozymes analyseret sig gennem de over 11.000 indkomne prøver, som blandt andet indeholdt ti helt nye bakteriearter, alle potentielt gavnlige mælkesyrebakterier, der blandt andet giver mulighed for at udvikle nye fødevarer.

En klam svamp

En af de ti nye bakteriearter er fundet af Clara Helmer Wentzel og Helene Kongebro Madsen, der begge går i 8. klasse på St. Magleby Skole. Vi møder de to piger foran biologilokalet.

Foto: Pia Melander Guilbert

“Nogle tog et hindbær, andre et helt græskar. Der var også nogle, som fandt en helt vildt klam svamp. Det var lidt tilfældigt, at vi valgte et blad fra et græskar,” fortæller de om bakterie-scoopet.

“Da vi havde plukket det, gik vi tilbage i biologilokalet, hvor vi hakkede det i stykker. Derefter skulle det ned i et prøveglas med mælk, der var blevet kogt. Her skulle det stå i et par dage, og hvis mælken begyndte at danne klumper og blive til yoghurt, var det var fordi, der var bakterier. Så skulle vi sende prøveresultatet ind til Astra (Det Nationale Naturfagscenter red.).”

Bakterie-dåb

Og forleden kunne pigernes biologilærer, Mette Hansen, overbringe Clara og Helene den glædelige nyhed, at netop deres prøve havde vist sig at indeholde en helt ny bakterie.

“Mette ringede til mig for at sige det,” fortæller Helene smilende, mens Clara fik den gode nyhed overbragt, da hun sad og koncentrerede sig om sit valgfag. Indtil videre bliver pigernes bakterie kaldt “Leuconostoc sp. nov. #1”. Når man færdiganalyseret dens DNA og fundet ud af, hvad den præcis kan bruges til, skal den have et andet navn, og eleverne får mulighed for at komme med forslag.

Clara og Helene er enige om, at det har været virkelig sjovt at være med i eksperimentet, både fordi man føler sig som en del af noget større, men også fordi det var mere virkelighedsnært, end de forsøg, eleverne normalt laver.

“Mælkesyrebakterier kan jo bruges til sygt mange ting,” konstaterer Clara.

I 2019 kommer masseeksperimentet i forbindelse med Naturvidenskabsfestival til at handle om Plastforurening i vand. Læs mere på www.naturvidenskabsfestival.dk 

Nedenfor beviset på Clara og Helenes helt egen bakterie med navnet Leuconostoc sp. nov. #1.

Tilbage til forside

Nyhedsbrev_728_90