Militæret og Dragør Badehotel – Del 2: Besættelsen 1940-45

Som bekendt blev Dragør Badehotel opført i 1907. Samme år som jernbane-forbindelsen mellem København og Dragør åbnede. Det var ikke tilfældigt, at hotellet åbnede det år. Allerede to år efter at Badehotellet var opført, blev det besluttet, at anlægge et kystfort lige ud for hotellet. Her kommer del 2:2 om Militæret og Dragør Badehotel.

Dragør Badehotel 1937. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Af Dines Bogø

Besættelsen 1940-45

Hoteldirektør Poul Møller fra København forventede at Dragør ville blive et nyt udflugtsmål for Københavnerne, selv om det tog 29 minutter at køre med Amagerbanen til Sydamager.

I salene på Badehotellet var der køjesenge og ofte så man officerer, der boede i værelserne på 1.sal, sidde ude på balkonen foran og arbejde på deres skrivemaskiner.

Modstandsbevægelsens efterretningstjenester sendte indberetninger til London, hvor der bl.a. stod: “Badehotel er kontor for Civiladministration. Mange telefonlinjer til Strandhotel og Kommuneskole opsat på stolper eller i træer”.

Man ved også, at “Bezirksleitung der Luftwaffe 15/XI (Den tyske Distriktsledelse) i april 1945 fra Badehotellet havde kontakt til 19 stk. ”FLAK”, antiluftskyts af forskellig kaliber og projektører opstillet rundt om Københavns Lufthavn.

Ca. 1951. Tyskerne havde opført en muret garage i 1944 ud mod Drogdensvej. Staten forlangte, at hoteldirektør Dehlsen betalte for værdiforøgelsen, da han fik sit hotel tilbage i 1945. Det nægtede han og det endte med et forlig, hvor han fik delvis erstatning for ødelagt inventar og gulve i selve hotellet. I 1950 blev kaffepavillion og keglebane nedrevet og erstattet af rækkehusene Drogdensvej 31-41. Bemærk vandløb fra Batteribækken, der passerer under Wiedersvej ved ”stenbænkene”. (Arkiv: Dines Bogø).

Freden sænker sig

Tidligere havde tyskerne deres køretøjer parkeret ved Dragør Søndre Batteri på Batterivej, men nu blev de flyttet til en nyopført muret garage (nu hotelanneks) langs Drogdensvej. Den gl. hestestald, opført i træ, blev bare revet ned.

Værnemagten forlod hotellet meget hurtigt i maj 1945 og efterlod radioer, skrivemaskiner, fjernskrivere, tæpper, uniformer, et større omstillingsbord m.v.

Meget tysk udstyr blev ”organiseret”, som det på datidens sprog.

R.A.F. rykkede ind den 12. maj 1945 og mandskabet flyttede efterfølgende ind i de tyske barakker i hotelhaven. Dehlsen kunne begynde på en større renovering og rengøring. Desuden ”slåskamp” med myndighederne om erstatning for et ombygget og ødelagt hotel.

Ca. 1950. Hoteldirektør Alfons Kristian Dehlsen (1889-1965), som mange husker ham. Sammen med hustruen Astrid (1889-1975) ejede han hotellet i 30 år. I mange år var hotellet bedre kendt som Dehlsens Hotel.

Dragør Fort moderniseres og nedlægges

I begyndelsen af halvtredserne blev Dragør Fort ombygget og man talte ligefrem tale om, at det var på det tidspunkt, at fortet var mest moderne armeret.

1952. Dragør Fort blev moderniseret i begyndelsen af halvtredserne efter Danmarks indtræden i NATO. Søværnets Bygningsdistrikt interesserede sig meget for omgivelserne. Wiedersvej er indtegnet, men Søndre Strandvej er endnu ikke farbar og derfor ikke indtegnet. Strandjægervej er ved at blive bebygget. (Rigsarkivet).

Der blev anlagt en dæmning til fortet og I dybeste hemmelighed blev der bygget en kommandobunker og to store kanonbunkere på ”1. sal” på hver side af porten. Der blev monteret 4 stk. 105 mm luftværnskanoner og 3 stk. 40 mm dobbelte kanoner.

I samme periode arbejdede man med flere planer for udvidelse af Dragør Fort ved at inddrage Dragør Badehotel og det inddæmmede areal mellem fortet og badehotellet.

Man ville oprette et stort ”Orlogshjem” på Batterivej, en vagtbygning på Prins Knuds Dæmning og en stor idrætsbane ud for Badehotellet (hvor der nu er P-pladser).

Marinen havde i 1952 planer om at etablere et Soldaterhjem (Orlogshjem) på Batterivej 10-14. Men det blev droppet og Dehlsen solgte grundene til udstykning. (Rigsarkivet).

Desuden var der andre planer om at ombygge Badehotellet til kombineret ”Orlogshjem og kursusbygning”.

I begyndelsen af halvtredserne havde Marinen fokus på Dragør Badehotel. Orlogshjem på dele af hotellets have. Ny vagtbygning og stor militær idrætsbane på Prins Knuds Dæmning foran hotellet (Rigsarkivet).

Det blev ved planerne. I stedet benyttede Marinen i mange år en nu nedrevet større bygning, der lå på nordsiden af ”Hollænderhallen” i Store Magleby. Her havde man undervisningslokaler.

Soldaterhjemmet ”Dannevirke” var etableret i en barak, der stod på fortet.

Det er uvist om Dehlsen var involveret i Marinens planer i 1954 om at omdanne hotellet til kombineret soldaterhjem og kursuscenter. (Rigsarkivet).

Fra 1957 blev Dragør Fort nedlagt som fort, men det blev efterfølgende holdt i beredskab og i mange år bl.a. brugt til indkvartering af mandskab, der skulle betjene de to typer raketbatterier, der blev opstillet på Sydamager.

Som bekendt er fortet overgået til hotel- og restaurationsdrift. Dragør Badehotel er efterfølgende blevet ombygget og moderniseret flere gange.

Fik du læst: Militæret og Dragør Badehotel – del 1  

Tilbage til forside

København H S in article