Bazarbygningen på Kongevejen

Der var engang en boghandler i Dragør i Strandhotellets sidebygning. Forretningen lå ud mod Kongevejen tæt ved havnen på Kongevejen 24. Som nabo var der en smørforretning fra 1906, der senere blev kendt som Irma.

Boghandler Mindermann solgte sin boghandel i 1913 til Chr. Schou.

Allerede i 1914 besluttede boghandlerparret Julie & Chr. Schou at købe byens fineste hus, nemlig Marineministeriets ”Kommandørbolig” på Kongevejen 11.

I 1915 opførte man ved siden af huset en mindre bazarbygning med to separate forretninger og disse blev udlejet til Irma.

Kommandørboligen og bazarbygningen

1933. Irmas butik nr. 2 i Dragør lå på Kongevejen 11C-11D. Aktieselskab Dragør Smørforsyning v/Grosserer Carl Schepler lejede sig ind 21. april 1914 i den forretningsbygning, som boghandler Chr. Schou skulle opføre i ”Toldhusets Have i St. Kongensgade”. (Foto: Historisk Arkiv).

”Byens hus”. En kort årrække havde Kongevejen 11 været bolig for kommandanten på Dragør Fort og før den tid bolig for byens Kgl. Lodskommandør.

Ordet ”Bazar” er persisk og er en énetages bygning med en enkelt butik eller flere butikker.

Irma først ved havnen og senere i bazarbygningen hed ”Dragør Smørforsyning v/Carl Schepler”. Gradvis blev firmanavnet Jrma/Irma indført. (Jrma står for Jørgen Rasmussens Margarine).

Irmabutikken var opdelt i en smør- og kaffe afdeling med hver sin indgang. Inde i butikken var de to afdelinger delt af en glasdør som loven dengang foreskrev.

Smør og margarine blev solgt fra dritler. Varerne fra dritlerne blev lagt på et stykke pergamentpapir og afvejet på vægten inden de kunne pakkes ind. Æg blev solgt i flere størrelser og kvaliteter. Æg, der var revnet, blev solgt som klinkeæg.

Inspektion

Irmas direktør Carl Schepler fulgte på mange måder med i, hvordan det gik i de mange forretninger.

Forretningen i Dragør blev der holdt øje med på en lidt speciel måde. Scheplers førstedame frk. Meyer kom ofte om søndagen på besøg hos bekendte i Dragør.

Altid en tur til Den gl. bydel, hvor der nøje blev noteret, hvordan de to forretningsvinduer så ud. Om mandagen blev der så ringet til butikken og personale fik så at vide, at man udefra kunne se, at ”et støvfnug lå forkert” eller en udstillet vare lå skævt.

Frk. Meyer havde også styr på om man brugte for meget brændsel i kakkelovnen i baglokalet. Var det for koldt, kunne personale bare bevæge sig lidt mere, fik de at vide.

Boghandler Chr. Schou dør og fruen overtager

I 1932 døde boghandleren. Fruen videreførte boghandlen. I tyverne var der oprettet et apoteksudsalg i ejendommen og fru Julie Schou (1882-1965) havde også udsalg af finere porcelæn.

1937. Irmas tidligere forretninger stod tomme et stykke tid, men i 1937 åbnede en købmand. Der lå to købmænd i forvejen på Kongevejen på det tidspunkt. (Foto: Historisk Arkiv).

Fru Schou fortalte gerne, kun lidt opfordret, at hun var ud af Buchwald-slægten. (Østjysk lav-adel bestående af officerer og godsejere).

Mange har så travlt med at kigge på vinduer, at man glemmer at nikke op til mindepladen for fru Julie Charlotte Thine Schou og sønnen Andreas. Fru Julie Schou havde mange særlige bestemmelser i sit testamente. Ejendommen skulle overgå til Dragør Kommune, men på visse betingelser. (Foto: Dines Bogø).

Desuden fortalte hun, at hendes søn Andreas, læste til Biskop. Sønnen var ikke helt enig i at hans fremtid skulle formes på den måde. Til stor ærgrelse for fru Julie Schou måtte hun ofte konstatere, at sønnen fattede udpræget interesse for de unge Vestjyske piger, som hun havde i huset som medhjælpere. Det ødelagde hans studier sukkede hun.

Facade og fortov var altid rengjort. At man inde hos Irma klagede til fru Schou over manglende vedligeholdelse, havde fruen ikke rigtig forståelse for.

Irma flytter og mange nye lejere

Lejemålet for de to butikker blev opsagt og man flyttede i 1936 til Irmas nyopførte ejendom på Kongevejen 2. Her havde man fortsat to forretninger med hver sin indgang.

Som mange husker forretningerne på Kongevejen ved siden af ”Kommandørboligen”. (Foto fra ca. 1970 taget af T. Pluzek).

Bazarbygningen stod ledig et stykke tid og blev overtaget af en købmand. Efterfølgende har der været mange forskellige forretninger. Lidt ældre husker fiske- og osteforretningen, der eksisterede i mange år.

I sommeren 2005 var bygningen stadig opdelt i to selvstændige forretninger. (Foto: Dines Bogø).

Mange husker sikkert også, at der har været blomster, ny osteforretning, slagter og at Barbara Maria har haft sin forretning i ”sidebygningen”.

27. september og 14. oktober 2014. Nu ombygget til en stor butik. (Foto: Dines Bogø).

Senest har ”Den lille Slagter” haft begge forretningslokaler. Hvad sker der nu? 

2. juli 2016. Forretningen med ”Den lille Slagter”, der lukker i 2019. (Foto: Dines Bogø).
Tilbage til forside