Camilla Lærke Lærkesen: ”Alle har en historie at fortælle”

Camilla Lærke Lærkesen sidder sædvanligvis på den anden side af diktafonen under interviewene til Mig og mit Dragør. Denne uge har hun selv grebet stafetten. Hun mener nemlig, at alle har en vigtig historie at fortælle. Også dem, der ikke råber så højt.

Foto: Søren Jansby

Hvor er det nu, vi har set dig før?

Jeg plejer at sidde på den anden side af diktafonen i portrætserien ”Mig og mit Dragør”, men denne uge fik jeg lyst til at præsentere mig selv og mit Dragør.

Jeg er vokset op i Dragør, så jeg har altid været synlig i lokalmiljøet, selvom jeg måske ikke har været en, man lagde så meget mærke til. Jeg har gået på Store Magleby Skole, sat bøger på plads på biblioteket, stået i kiosken, dengang Irma hed SuperBrugsen, og siddet i receptionen samt givet prøvetimer i LOOP, mens jeg var studerende. Jeg vinterbader fra badeanstalten, og jeg rider skovture i Kongelunden.

I dag bor jeg faktisk i Hellerup, men jeg har aldrig været så aktiv og opdateret på lokalsamfundet, som jeg er i dag. Jeg kommer her tit for at besøge mine forældre eller skrive portrætter og artikler for DragørNyheder.dk.

Det kan også være, du har set mig, når jeg engang imellem har talt om introverte i medierne. Jeg er nemlig begyndt at lave lidt mere larm, efter jeg flyttede fra byen. Min mission er, at introverte føler sig rummede og inkluderede i samfundet, på arbejdspladsen, i familien og hos sig selv.

Hvad består din hverdag af?

Jeg arbejder som selvstændig tekstforfatter og freelancejournalist, og så holder jeg foredrag og underviser introverte i kunsten at netværke. Det har jeg lært gennem i Dragør. Her hjælper alle jo alle. Jeg bliver mere og mere klar over, at de færreste er født ind i så privilegeret et netværk.

Jeg coacher også introverte, der på den ene eller anden måde føler sig udfordrede af at leve i det, der kan virke som en meget ekstrovert verden. Det kan være i forbindelse med jobsøgning, networking, lønforhandling eller studiestart, men det kan også bare handle om følelsen af dårlig samvittighed, når man ikke kan finde glæden ved en bryllupsinvitation, fordi den står på pindemadder og champagne med 100 fremmede mennesker, der skal smalltalkes med og hilses på.

Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?

Den største nyhed i mit liv er mit CVR-nummer. Da jeg sad og gemte mig i klasseundervisningen på Store Magleby Skole, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle leve af min personlighed.

Jeg har altid været meget stille, men jeg er også blevet rigtig godt rummet gennem min skoletid af nogle søde og dygtige lærere. Da jeg var 21 år, gik det op for mig, at der var noget, der hed introvert. Det var som at læse om mig selv, da jeg så beskrivelserne. Jeg skrev en lang artikel til Universitetsavisen om, hvordan det er at være introvert: at vi har brug for ikke at være ”på” hele tiden. Det gik hverken værre eller bedre, end at artiklen gik viralt. Det betød, at jeg endte med at fortælle min historie live på TV2 og flere andre steder. Men det betød også, at jeg kunne hjælpe andre, der havde følt sig forkerte hele livet.

Hvad er dit bedste Dragør-minde?

Der er ikke noget, der siger ”sommer i Danmark” som gule huse og blå himmel. Og stokroser. Og softice med krymmel. Men det er faktisk Hollænderhallen, der frembringer de varmeste minder. Jeg husker tilbage på familieture til svømmehallen, på kolde vinterdage, hvor vi listede over i frikvartererne og drak varm kakao til en 5’er fra automaten, og på de mange eftermiddage, som jeg – ikke overraskende – tilbragte på biblioteket. Jeg kan særligt huske en dag, da jeg var 15 år og ret vild med en fyr, der var et par år ældre og lidt af en lokal knallertbølle. Den eftermiddag han pludselig dukkede op på biblioteket, mens jeg var på arbejde, blev jeg sikker på, at han også måtte være lidt interesseret i mig.

Hvad er din yndlingsbegivenhed i Dragør?

Det Nære Netværk er et netværk for introverte unge i Dragør i alderen 14–23 år. Det eksisterede ikke, da jeg var i målgruppen, men det gør mig så glad, at det findes i dag.

Hvad er dit bedste Dragør-tip?

I Dragør er vi rigtig gode til at dele lokalhistorier, og jeg tror, at vi alle sammen har en historie at fortælle. Forleden var jeg til Levende Låger hos Barbara Maria og hørte for første gang om fru Skov, der havde sit eget sæde i bussen og skræmte de unge piger med sin ”beslutsomme” omgangstone. Det frembragte nostalgiske smil på alles læber, både dem, der kunne huske hende, og os, der kunne se det for os.

Derfor er mit bedste tip til dig faktisk, at du sender os dit bedste tip. Skriv til redaktionen på DragørNyheder.dk, hvem det kunne være spændende at høre fra, og hvad det kunne være spændende at høre om. Hvilke nyheder skal resten af byen høre med det samme?  Hvilke lokalhistorier skal vi dykke ned i? Hvem skal være næste gæst i Mig og mit Dragør?

FAKTABOKS

Navn: Camilla Lærke Lærkesen

Alder: 26 år

Beskæftigelse: Coach og foredragsholder i Bevidst Introvert

Tilknytning til Dragør: Vokset op i Dragør, bor nu i Hellerup – indtil jeg vender tilbage

 

 

Seneste artikler

Badebro på plads

Søvangs helt eget sjak af frivillige brobisser var sidste weekend på hårdt arbejde med at sætte den imponernede 279,1 meter lange badebro.

 

Fik du læst?