Velbesøgt Ældretopmøde


Godt 130 deltagere lod sig inspirere af interessante oplægsholdere, forskellige stande om fx demens og arbejdende værksteder i Aktivitetshuset på Wiedergården. Temaet for ældretopmødet var fremtidens ældreliv.

Deltagere på Ældretopmødet i Dragør

Ældretopmødet er det første af sin art i Dragør Kommune. Det er kommunalbestyrelsens ønske at inddrage og lade borgerne komme til orde – blandt andet som en opstart til en ny ældrepolitik i kommunen.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup bød velkommen og sagde blandt andet: “Når dagen i dag er vigtig – er det også, fordi vi bliver flere ældre i Dragør i årene fremover. Her er det afgørende, at alle kan opleve en tryg hverdag, og at alle får den støtte, de behøver. Det er en opgave for kommunen og for fællesskabet.”

Inspirerende oplægsholdere

Den første oplægsholder var seniorforsker Anu Siren fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Hun satte fokus på ældrelivets udvikling og fremtid, hvilket gav stof til eftertanke: Hvad skal de ekstra år bruges til? Er der noget særligt ved det sene voksenliv? Hvad er meningen med det lange liv?

Anu Siren stillede skarpt på, hvem der skal sørge for det gode ældreliv. Samfundet eller borgerne selv? Se også seniorforsker Anu Sirens plancher fra hendes oplæg om Ældrelivets udvikling og fremtid.

Dernæst fortalte ældrerådsformand Leif Ingersholm om Ældrerådet i Dragør Kommune. Han præciserede blandt andet, at Ældrerådet er et lovpligtigt organ til forskel fra Ældresagen, som er en medlemsforening.

Sidst på aftenen – efter buffet og besøg på standene og de arbejdende værksteder – fortalte Liselott Blixt, formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg om sine erfaringer på ældreområdet, dels som tidligere hjemmehjælper, dels som kommunalpolitiker i Greve Kommune. Liselott Blixt gav hendes bud på fremtidens ældreliv – Det værdige ældreliv. Hun slog blandt andet fast, at det handler ikke om, hvor gamle vi bliver, men hvor godt vi lever.

Mellem oplæggene var der god plads til debat, kommentarer og spørgsmål fra deltagerne. Topper lykken eller tilfredsheden virkelig, når vi fylder 74 år?

Input til ny ældrepolitik

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Nicolaj Bertel Riber inviterede deltagerne forbi standen Ny Ældrepolitik til en snak om det gode ældreliv – med afsæt i temaerne: 1) Pårørende og de nære relationer, 2) Det aktive ældreliv, 3) Frivillighed, 4) Bolig og 5) Velfærdsteknologi.

Deltagernes input vil indgå i det videre arbejde med at formulere en ny ældrepolitik i Dragør Kommune. Ældrepolitikken forventes besluttet 2019.

Tilbage til forside

København H S in article