Kongelundgaard åbner for sæsonen: ”Det må godt være en oplevelse at købe juletræ”

Den familiedrevne gårdbutik på Kongelundsvej, Kongelundgaard, har slået dørene op for deres sjette julesæson. Alle decemberdage frem til jul er butikken åben, og i weekenderne er der ponyridning og besøg af julemanden.  

Foto: Jesper Byrnak

Det første, du møder på Kongelundgaard, er duften af gran i den friske efterårsluft. Juletræssalget er allerede i gang, og store dele af butikslokalet er inddraget til juleudstillingen. Nisser med røde huer kigger ned fra hylderne, og der hænger Dragørgæs og julehjerter på snor.

Foto: Kongelundgaard

På en stor vintønde midt i rummet står åbne flasker med rød- og hvidvinsgløgg, lakrids- og hindbærvodka side om side med stabler af klare engangsglas til smagsprøver. Køledisken er fuld af oste og pølser, som man også kan smage på, inden man vælger, hvad der skal med hjem. Ved siden af kasseapparatet står en lille skål med bolsjer.

Foto: Jesper Byrnak
Dragør Revy 2019

Mens vi andre forbereder os på at drosle lidt ned i den søde juletid, så står familierne på Kongelundgaard foran årets travleste sæson. Gårdbutikken drives af gårdens tre familier med bankende julehjerter. De har alle sammen fast arbejde ved siden af, men de nænnede ikke at opgive juletræssalget, der hørte til på adressen, længe før de selv gjorde.

Foto: Jesper Byrnak

”Der har altid været solgt juletræer herude. Før vi købte det, var gården hele Amagers grønthandel, hvor der blev solgt grøntsager og juletræer. Vi syntes, det var synd, at traditionen med juletræssalget ikke skulle køre videre. Og så kom gårdbutikken på siden. Vi har familier, der kommer her på 20. år for at købe juletræer,” fortæller Henrik Munch Carlsen, der er en af ildsjælene bag projektet.

Gløgg og æbleskiver i orangeriet

Det nybyggede orangeri er dekoreret med lyskæder og indrettet med caféborde og gasvarmere. Her kan du varme fingrene og ganen på gløgg og æbleskiver, varm kakao, kaffe og kage. På en rolig hverdag kan du også få serveret en moussaka eller lasagne fra Slagter Friis til dig. Det er den samme velrenommerede Frederiksberg-slagter, der også leverer pølser, tærter og supper til at tage med hjem, samt ænder, gæs , kalkuner og flæskestege til jul.  De første bestillinger på julemad er allerede begyndt at komme ind.

Foto: Jesper Byrnak

På hylderne i den lille gårdbutik kan man finde varer som biodynamisk vin, øl fra Amager Bryghus, specialiteter fra Nicolas Vahé, te fra Carstensens Tehandel, juleophæng fra Brink og nisser fra Maileg. Der er julekager i poser med røde sløjfer om og småkager i patentlågsdåser.

Foto: Kongelundgaard

”Vi kan godt lide at prøve forskellige ting af i vores sortiment. Så går vi lidt på opdagelse på inspirationsmesser og andre gårdbutikker og finder nye leverandører. Nu er vi for eksempel begyndt at føre slik og øl fra Chili Klaus.”

Ponyridning og besøg af julemanden

Foto: Jesper Byrnak

I foråret og efteråret er gårdbutikken åben i weekenden. Men fra mandag d. 3. december slår Kongelundgaard også dørene op for deres julebutik alle hverdage fra 10-18. I adventsweekenderne kigger julemanden forbi, og den lokale rideskole lægger ponyer til en træktur rundt på gården.

Foto: Jesper Byrnak
Tilbage til forside

København H S in article