Bæredygtighed er et stærkt kort


Han løser store opgaver ude i verden, men et lille projekt i Dragør var umuligt at sige nej til. Her fortæller arkitekt John Foldbjerg Lassen fra Schmidt Hammer Lassen Architects, hvorfor FRAMEHOUSE på A.P. Møllers Allé er et toneangivende eksempel på fremtidens kontormiljø.

Arkitekt John Folbjerg Lassen. Pressefoto

Af Pia Melander Guilbert

Fisketorvet, DGI-byen, Den Sorte Diamant og et fodboldstadion i Shanghai. Schmidt Hammer Lassen Architects står bag så mange kendte bygninger både i Danmark og udlandet, at du utvivlsomt har været i en af dem.

Foto: Schmidt, Hammer, Lassen Architects

En af de nyeste er FRAMEHOUSE på A.P. Møllers Allé.

“Det var især ambitionen om at bygge et bæredygtigt kontorhus, der triggede mig,” svarer arkitekt og partner John Foldbjerg Lassen på spørgsmålet om, hvad der fik arkitektvirksomheden til at sige ja til det forholdsvis lille projekt i Dragør.

Billede: Framehouse.dk

En økonomisk fordel

John Foldbjerg Lassen er ikke i tvivl om, at bæredygtigt byggeri er fremtiden.

“For ti år siden var bæredygtighed måske noget med, at toilettet skyllede med regnvand. I dag er det muligt at integrere på flere dele af et byggeprojekt. Samtidig er bæredygtighed kommet mere ned i øjenhøjde, så folk kan forstå, hvor lidt der egentlig skal til for at passe bedre på miljøet, og at det ligefrem kan være en økonomisk fordel.”

FRAMEHOUSE er CO2-neutralt og stort set energimæssigt selvforsynende.

“Skal man have fat i en investor til et byggeprojekt, er bæredygtighed et meget stærkt kort at have på hånden. Flere og flere virksomheder vil gerne signalere social ansvarlighed,” understreger John Foldbjerg Lassen.

Træ er trenden

Noget særligt ved FRAMEHOUSE er også, at det er et af de første toetagers kontorhuse i Danmark, der er bygget i rent træ (en åben limkonstruktion red.). Træ kan noget helt særligt, mener John Foldbjerg Lassen:

Billede: Framehouse.dk

“I Danmark har byggebranchen i mange år været domineret af beton, der er blevet betragtet som det billigste materiale at bygge i, men energimæssigt er beton meget ressourcekrævende. Lande som Norge, Sverige og Finland har været lidt hurtigere end os til at gøre træ til trenden, men nu er vi også ved for alvor at få øjnene op for, at træ giver et godt miljø og har en afstressende virkning på os mennesker. Tænk på et træhus i Canada eller en skihytte i Norge.”

Hygge og industrilook

Ud over bæredygtigheden fremhæver arkitekt John Lassen fleksibiliteten som forklaring på, at FRAMEHOUSE er en attraktiv arbejdsplads:

Billede: Framehouse.dk

“Vi har gjort rummene meget åbne og skabt plads til et lyst og levende arbejdsmiljø. Møderum, kantine og fællesområder ligger i midten, mens kontorerne er placeret langs facaden på hver etage. Det inviterer brugerne til at mødes på tværs, men giver også mulighed for at trække sig tilbage i faglig fordybelse.”

Og så er der “hyggen.”

“Ude i verden er “hygge” virkelig noget, vi danskere er kendt for. Det syntes jeg, at FRAMEHOUSE skulle afspejle. Jeg er ret tilfreds med måden, vi har formået at kombinere råt industrilook og hygge i indretningen, som er holdt i lyse toner med varme, levende overflader,” konkluderer John Foldbjerg Lassen.

3 eksempler på bæredygtige principper anvendt på FRAMEHOUSE

Fra vugge til grav – alle materialer kan genanvendes. De er desuden udviklet og produceret i Danmark, hvilket har betydning for det samlede energiregnskab. Det kan fx godt være, at et produkt er billigere at fremstille i udlandet, men energiforbruget på transport kan i så fald let ende med at gøre det samlede energiregnskab højt.

Græs på taget – Sedum (en slags urtegræs red.) forsinker regnvandets naturlige løb og forhindrer store temperatursvingninger.

Skorstenseffekten – smalle vinduesbånd øverst i vinduespartierne på de to facader kan åbnes, så der skaffes frisk luft, uden det føles som træk. Det sikrer et godt indeklima og reducerer brugen af det indbyggede ventilationsanlæg.

Læs mere om FRAMEHOUSE og Schmidt Hammer Lassen Architects 

Tilbage til forside