Sydamager – da første verdenskrig brød ud

Da første Verdenskrig brød ud blev der i alt hast etableret kilometervis af feltbefæstede forsvarsstillinger på Amager og i godt fire år var øen skåret over af pigtråd, skyttegrave og artilleristillinger.

Mandskab fra Sikringsstyrken. (Foto: Rigsarkivet)

Af Dines Bogø

Danmark var som bekendt neutral under første verdenskrig. Var det fordi vi straks ved krigsudbruddet i sommeren 1914 indkaldte den såkaldte ”Sikringsstyrke”?

Vestvolden samt de mange fort- og batterianlæg nord for København og kystanlæg blev bemandet.

På det tidspunkt havde man den opfattelse, at så længe Hovedstaden ikke var faldet, så var Danmark ikke blevet besejret.

Anlæggene rundt om København var kun delvis effektive. I 1914 havde man udviklet kanoner, der kunne skyde ind over de etablerede forsvarsanlæg.

På Amager så det direkte håbløst ud. Christianshavns Vold var Københavns forsvarsanlæg mod syd og enhver kunne se, at det ikke kunne bruges til noget som helt.

Kort fra 1907 med indtegnede stillinger fra 1914 og 1916.

Tømmerupstillingen

I al hast blev der etableret en forsvarslinje hen over Amager. Anlægget blev benævnt ”Tømmerupstillingen” og det bestod af batterier, skanser, skyttegrave, kommandostationer og masser af pigtråd.

Udstyr blev hentet på Tøjhuset og fra andre lagre. Af naturlige grunde kunne man ikke købe nyt udstyr hos hovedleverandøren, Tyskland.

Ca. 1910. Tømmerup Kro, som vi alle kender midt på Englandsvej, hvor Revisionsfirmaet Gutfelt har kontorer. Militæret havde indrettet kommandokvarter i ejendommen. Ikke et dårligt valg, da K.T.A.S. i 1910 havde flyttet Telefoncentral Magle til ejendommen. (Postkort via Jørgen Aamand).

Stillingen lå fra nuværende Ryumgårdsvej, syd for Tømmerup Kro, hen over området ved ”Flyvergrillen” til østkysten bag DHL-fragtterminalen.

Mandskab var indkvarteret på gårdene og i landsbyerne. I begrænset omfang i teltlejre.

I 1916 etablerede militæret fem lejre på Sydamager. Fra start kombination af telte og barakker. Krudttaarnslejren på postkortet lå ved Ternevænget /Gåsevænget.

Sydfrontstillingen

Man var klar over, at ”Tømmerupstillingen” midt på Amager ikke var optimal. Var fjenden først kommet i land var risiko for at stillingen blev løbet over ende rimelig stor.

Man havde ridende patruljer og observationsposter langs kysten. I 1916 opførte man en forsvarslinje langs Sydkysten. Denne linje forbandt naturligt Dragør Fort og Kongelundsbatteriet, der var blevet operationsklare i 1914-16.

I lighed med stillingen på Midtamager havde man batterier, skanser m.v. Desuden var der etableret reservestillingen et stykke fra kysten.

Samtidig byggede man fem baraklejre, så man kunne flytte mandskab fra gårdene til de nye lejre. Dette bifald gårdejerne, der nu ikke i så stor udstrækning mere skulle tænke på, at deres døtre kunne distraherede soldaterne.

Krigen slutter 11. november 1918

Umiddelbart efter afslutning på første verdenskrig forlod militæret de midlertidige stillinger. Lejrene blev solgt, gårdejerne fik erstatning, så de selv kunne flytte jorden fra skyttegrave og skanser tilbage. I mange år kunne man se på luftfotos (lysere områder), at der havde været flyttet rundt på jorden.

Gårdejerne klagede over, at de ofte fik dårligt lejrjord frem af den ellers gode Amagermuld de tidligere havde haft. Pigtråd, træstivere o.l. måtte ejerne af gårde og huse selv fjerne.

Langs Sydkysten finder man stadig mange spor af anlægget fra 1916, medens det er meget få rester man kan finde af Tømmerrupstillingen fra 1914. Bl.a. fordi alle anlæg, der lå på Østamager er fjernet, hvor lufthavnen nu ligger.

Postkort 1917. Man havde reservestandpladser og tilbagetrukne skanser. Her ses skansen i Marienlysts have, Møllegade 14 i Store Magleby.

Udstilling på Nordgården, Hovedgaden 4

På Nordgården er der en særudstilling om Sikringsstyrken 1914-18. I den spædende udstilling får man et meget fint indblik i forholdene på Sydamager i de fire år.

En udstilling, der kan anbefales på det varmeste.

Museumsinspektør Christian Aagaard fortæller i Lokalhistorisk Forening i november om de to forsvarsstillinger, livet på gårdene og i lejrene i de hektiske år. Du kan læse mere om arrangementet her

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »