8 hurtige til Kenneth Gøtterup


Den politiske debat blandt borgere og politikere eksploderede i kølvandet på det nyligt indgåede budgetforlig mellem AOV. Debatten raser på Facebook og tusindevis af opslag har gjort det vanskeligt, selv for øvede, at følge med strømmen på de sociale medier.

I den kommende tid stiller vi spørgsmål og tager temperaturen blandt Dragørs politikere og byrådsmedlemmer. Den første vi har talt med er Kenneth Gøtterup fra de Konservative, som sammen med Liste T, udgør den politiske opposition i Dragør. Både Konservative og Liste T trak sig fra forhandlingsbordet og blev ikke en del af budgetforliget.

Vi spurgte Kenneth Gøtterup:

Hvad syntes du om det budgetforlig AOV har indgået?

– Det er et trist forlig. Først og fremmest er jeg ked af lukningen af daginstitutionerne og at AOV gør op med den såkaldte Dragør Norm (antal m2 pr barn) som jeg og Konservative har kæmpet for i årevis. Derudover er det helt vildt at lukke SFO da der slet ikke er plads i skolerne. Et lyskryds på Ndr. Dragørvej når man lige har lavet vejforsnævring er disrespekt for borgernes penge. Og besparelserne på ældreområdet er efter min mening uansvarligt. Samtidig er mange af besparelserne vurderet på antagelser og jeg tror ikke de holder og dermed vil budgettet have et fortsat merforbrug og vi er lige vidt.

Er det noget i budgetforliget du syntes om?

– Det meste men se ovenstående.

Hvilket fodaftryk ville du gerne have sat i et bredt funderet budgetforlig?

– Jeg havde gerne set et forlig hvor vi stoppede anlægsbudgettet for at revurdere det for årene 2020-2022. Og at vi alene har fokus på driften og genopbygning af likviditeten. Tiden er ikke til store fantasiprojekter men alene at have et politisk fokus på den sikre drift. Og så havde jeg håbet Borgmesteren havde vist format og ville indgå forhandlinger uden ultimative krav fra ham og Socialdemokraterne og DF. Det ser vi at man kan i andre kommuner, men åbenbart ikke i Dragør.

Hvad tror du der kommer til at ske med CWWP?

– Det bliver aldrig gennemført. Ingen fonde med respekt for sig selv smider 50-60 mil i et projekt hvor 7 ud af 15 KB medlemmer er imod og der er oprør mod projektet i befolkningen. Det er og bliver Venstres ønskeprojekt, uden folkelig opbakning.

Hvad bruger du primært tid på i øjeblikket – rent politisk?

– Jeg er optaget af flere ting. For det første er vi i arbejdstøjet for at minimere skaderne af AOV budgetforlig. Der ud over har vi en del fokus på, hvordan byen skal udvikle sig fremover og forsøger at dæmme op for de mange ønsker om dispensationer til byggerier og endelig har vi stort fokus på, hvordan vi kan styrke både foreningslivet i Dragør og kulturen. Det er to ting der skal gå hånd i hånd.

Hvordan opfatter du det politiske klima i Dragør?

– Generelt har vi en god drøftelse med hinanden og saglig debat i udvalgene. Også selvom vi er uenige. Jeg tror ikke at AOV internt har det så godt med hinanden. Nu har jeg i sidste valgperiode været en del af deres inderkreds og mit bud er, at der er en del skår at klinke efter dette forlig. Den store vinder er Allan Holst der får bebygget vores sidste byggegrunde med almene boliger, uden gevinst for kommunen. Venstre har solgt ud af deres sjæl og arvesølvet og Dansk Folkeparti er jo tilfreds med at få sendt to flygtninge hjem. Vil tro stemningen mellem Socialdemokraterne og Venstre er anstrengt og at Morten Dreyer har travlt med at gyde olie på vandene. Det fremmer nok næppe AOVs handlekraft fremadrettet.

Tror du Dragør kommune bliver sammenlagt med Tårnby?

– Ja, på et tidspunkt tror jeg. I 2010  eller der omkring nævnte jeg at vi kan klare os 2-4 valgperioder. Nu er vi på den tredje valgperiode og der skal ikke ske meget med udligning, regionsreformer eller lignende før det bliver svært. Men så længe vi er selvstændige kæmper jeg dag og nat for Dragør og når det ikke går længere, vil jeg i modsætning til de andre partier arbejde for et godt samarbejde og dialog med vores naboer i Tårnby.

Hvad skal du bruge efterårsferien på?

– Et par dage fri og måske ordne nogle af de gør det selv ting jeg har udskudt længe. Ellers håber jeg på frisk vind så jeg kan komme ud og kitesurfe og ellers familiehygge med min søde hustru og børn.


Kenneth Gøtterup (C)
Medlem af kommunalbestyrelsen
Konservativt Folkeparti

Udvalgsposter 2018-2021:
Økonomiudvalget, By-, Erhvervs- og Planudvalget, Dragør Bevaringsnævn, Valgbestyrelsen for kommunale valg.


Tilbage til forside

København H S in article