Schoutstien


Når jeg på cykel skal fra området ved Dragør Lund til Nordstranden, benytter jeg Schoutstien og på en anden side af Kirkevej stien, der hedder Aldershvilestien.

Man kunne selvfølgelig også vælge fordelingsvejen Hartkornsvej, hvor der periodevis er malet cykelmærke på et vejareal, der oprindelig var beregnet til sikring af fodgængere, der skulle til nærmeste busstoppested for at køre med linje 73 (det er mere end 10 år siden). I dag primært anvendt af hundeluftere og kondiløbere.

Schoutstien

Stien er også anlagt for at sikre skolebørn, der fra området syd for Kirkevej, skal til/fra Nordstrandskolen.

25. april 2008. Hvad kan man ikke finde i Dragørs undergrund? (Foto: Dines Bogø).

Hvorfor ligger Schoutstien og Aldershvilestien så ikke lige over for hinanden ved Kirkevej. Forklaring er enkel. Byggeriet på vestsiden af Jægervej var påbegyndt kort tid før man i 1969 planlagde stisystemerne.

Er der noget særligt ved Schoutstien? Ja man møder et par ”radikale træer”.

9. oktober 2018. Et botanisk fænomen eller en politisk hilsen? (Foto: Dines Bogø).

En forårsdag for lidt over 10 år stod der en mand på Schoutstien ud for Lodsgården. Han knoklede med en spade og en hakke. Der skulle opsættes et plankeværk i baghaven til en villa på Jægervej.

Arkæologiske fund?

Nu var ikke fordi manden med spaden var stødt ned i noget særlig forhistorisk. Det var såmænd bare rester af den 8 km lange betonvej (rullebane til fly), som blev lagt af Luftwaffe hen over markerne i Store Magleby for 75 år siden. 12 meter bred. Udgravet 90 cm ned, funderet og støbt, så det kunne holde i tusinde år.

21. maj 2017. Området ved Jægervej. Gul streg angiver tysk betonrullebane, der mange steder stadig findes under overfladen. (Foto: Kortforsyningen).

Den stakkels mand med spaden skulle nedgrave stolper til et plankeværk. Jeg forsøgte at forklare ham, hvorfor der på sted var beton i jorden. Han kiggede opgivende på mig og så på hullerne til stolper, som skulle være meget dybere.

Den dag kunne mit østeuropæiske ikke slå til, så han fandt nok aldrig ud af, at det var efterladenskaber fra en svunden tid. Måske troede han, at der engang havde været en havemur?

25. april 2008. Næppe samleobjekt på samme måde som stumper af Berlinmuren var i en periode. (Foto: Dines Bogø).
Tilbage til forside

Home inarticle