Jacob Honoré: ”Jeg drømmer om et kreativt kulturhus for alle”


Jacob Honoré er leder af Dragør Musik- og Kulturskole. Men det er ikke kun de unges kreativitet, han brænder for at fyre op under. Han drømmer om at skabe en levende musik- og kulturskole, hvor alle borgere i alle aldre kan komme ind, drikke en kop kaffe og mærke kreativiteten boble. Det skaber nemlig samhørighed. Derfor har han blandt andet været med til at etablere gratis morgensang hver mandag kl. 9 på biblioteket i Hollænderhallen.

Af Camilla Lærke Lærkesen

Hvor er det nu, vi har set dig før?

Hvis du kommer til nogle af alle de arrangementer, som Dragør Musik- og Kulturskole holder, har du helt sikkert se mig der. I de 3 år jeg har været leder af de tre skoler: Billedskolen, Dramaskolen og Musikskolen, har jeg stort set været til alle vores arrangementer.

Du kan også have været til koncert med mig eller have set mig i en operaforestilling. Jeg er uddannet klassisk sanger og musiklærer med musikdramatisk improvisation som sidefag og har arbejdet som professionel operasanger i mere end 25 år. Jeg har sunget i både ind- og udland, både som solist og som korsanger. Nu synger jeg mest sammen med min kone Stine Rosengren og mit band De 4 Tenorer. Min far var Københavner og elskede Dragør, så jeg har besøgt Dragør siden jeg var helt lille dreng, selvom jeg er vokset op i Herning.

Hvad består din hverdag af?

Jeg er så heldig at være leder af Dragør Musik- og Kulturskole, og det er et job, hvor der ikke er to dage som er ens. Overordnet består min hverdag i at sikre de bedst mulige tilbud inden for musik- billedkunst- og dramaundervisning til børn og unge mellem 0 og 25 år i Dragør Kommune. Jeg er så privilegeret at have nogle af landets bedste lærere tilknyttet skolen, hvilket tydeligt ses og høres på vores dygtige elever. Kombinationen af super dygtige lærere og talentfulde elever gør, at vi markerer os meget fint også uden for kommunens grænser ved stævner og træf landet over på trods af, at vi er en lille kommune. Det kan vi godt være stolte af i Dragør. Det er jeg i hvert fald.

Jeg vil gerne bringe mere kreativitet og kultur til kommunen. Jeg drømmer om at skabe Dragørs Kreative Kompetencecenter for alle kommunens indbygger. Et samlet og åbent kulturhus hvor man kan opleve musik, teater og udstillinger og også selv udfolde sig kreativt. Et levende hus, hvor borgerne kan komme og spille musik, lave teater og tegne sammen. I det hele taget være sammen om kreativ udfoldelse. Et hus hvor børn, unge og voksne mødes på tværs af alder og lader sig underholde eller selv underholder.

Forestil dig en Musik- og Kulturskole i hjertet af et levende kulturhus, hvor alle kan komme ind og drikke en kop kaffe og mærke kreativiteten boble fra alle sider fra tidlig morgen til sen aften. Jeg drømmer om at styrke fokusset på det kreative og være med til at opleve alle de positive gevinster, det har for hele kommunen. Jeg er selv vokset op i det midtjyske, hvor kommunerne og erhvervslivet havde stort fokus på styrkelsens af det kulturelle, hvilket man tydeligt kan se på de danske scener nu. Der er påfaldende mange på de nationale og internationale scener, som har rødder i det midtjyske. Vi har den samme driftige indstilling i Dragør, og den vil jeg gerne understøtte med et sådant kultursamlingssted. Det kunne blive fantastisk – og så i Dragørs smukke omgivelser!!

Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?

Vi har i samarbejde med Dragør Bibliotekerne etableret gratis morgensang hver mandag kl. 9 på biblioteket i Hollænderhallen. Det er noget, jeg virkelig glæder mig over, fordi det er så vigtigt at synge sammen. Vi er blevet en nation, som alt for sjældent synger sammen, og det på trods af, at vi har en kæmpe sangskat af vidunderlige danske sange. Der er ikke noget som at synge sammen, der skaber samhørighed. Der er forskning, som viser, at man får samme hjerterytme, når man synger sammen. Morgensangen er første skridt til, at vi synger mere sammen i Dragør kommune, og det, synes jeg, er en god nyhed.

Hvad er dit yndlingssted i Dragør?

Jamen det er da Musik- og Kulturskolen på Kirkevej 9. Danmarks hyggeligste musik- og kulturskole. Den er ikke særlig velegnet til formålet, men den er hyggelig. Vi har ikke plads til alle tre skoler under samme tag, så vi låner lokaler på folkeskolerne. Lydisolering var ikke opfundet, da bygningerne blev bygget, så det har vi heller ikke. MEN vi har den hyggeligste skole, hvor vi mødes om alt det kreative, som i mine øjne er så vigtigt.

Hvad er din yndlingsbegivenhed i Dragør?

Jeg synes, at der sker mange spændende ting i Dragør. ”Kongelundsfortet i bevægelse” er et spændende arrangement. Vores egen sommerrock-koncert i vores gård og vores julekoncert i Store Magleby Kirke er bestemt værd at besøge. Men en gang om året besøger vi alle tre folkeskoler og spiller for så mange elever som muligt. Det er en stor fest og en fornøjelse at se vores elever spille for deres kammerater.

Hvad er dit bedste Dragør-tip?

Hver mandag morgen kl 9 holder vi sammen med bibliotekerne gratis morgensang på biblioteket i Hollænderhallen. Det er en vildt hyggelig måde at starte uge på, så kom endelig og syng med os.


Navn: Jens Jacob Honoré
Alder: 48 år
Beskæftigelse: Leder af Dragør Musik- og Kulturskole og operasanger
Ægtefælle/kæreste: Stine Rosengren, Radio og TV-vært på DR og operasanger
Børn: Valdemar på 13 år og Gustav på 10 år


Tilbage til forside

Home inarticle