Viralt stormvejr i “Hollænderpark” projektet


Kommunalbestyrelsen i Dragør har talt og det omdiskuterede budgetforlig er underskrevet af et flertal bestående af AOV. Demonstrationer foran rådhuset og et viralt stormvejr flyttede 500.000 kroner i budgettet, men det var langfra nok til at dæmpe protesterne mod det stort anlagte Copenhagen White Water Park eller på Dragørsk “Hollænderpark”.

Mia Tang under demonstrationen foran rådhuset den 4. oktober. Foto: DragørNyheder.dk

Mia Tang fra Søvang har stået i front, både foran Rådhuset og på Facebook, og kampen mod det stort anlagte vandparkprojekt på Kirkevej aftager ikke i styrke. Det seneste opslag fra Mia Tang får internetforbindelsen op i det røde felt i et forsøg på omgøre politikernes beslutninger.

Oplag fra Facebook-gruppen DragørNyheder

Se hele meddelelsen nedenfor:


Kære flertal i kommunalbestyrelsen

Tak for sidst. Jeg har som journalist dækket mange beslutninger i diverse kommunalbestyrelser, men det er første gang, jeg har oplevet, at den ansvarlige borgmester både taler ned til de mange fremmødte og insisterer på sit personlige prestigeprojekt med kæmpestor folkelig modstand.

I er 8 mennesker, som har taget en meget stor beslutning på vegne af alle os. I bør stadig overveje, hvad det grundlæggende betyder at have fået et folkeligt mandat. Nemlig at gøre det bedst mulige for borgerne.
Hvad tænkte I mon, da I så rundt på de mange frustrerede ansigter? At I ved bedre? End alle os?

Lad være med at undervurdere os. Vi sætter os ind i tingene, og Eik Bidstrup- jeg lover dig, at du vil få masser af ekstra opmærksomhed fremover. Både fra mig og andre, da vi er usikre på, hvordan du fortolker dine beføjelser.

Nu er nyheden om fejl i udligningen så kommet. Der tilbageføres efter sigende 10,9 mio. kr. til Dragør Kommune. En kæmpe nyhed som jeg har ventet på at høre mere om fra flertallet? For nu kan budgettet ændres til fordel for borgerne, så det er I naturligvis gået i gang med. Ikke sandt?

Så hvor langt er I nået? Deadline til aflevering af budget til ministeriet er jo stadig ikke kritisk tæt på, så fuld fart frem med at bevise, at I rent faktisk har lyttet til dem, I repræsenterer. Borgerne i Dragør. Som ønsker et nyt og bedre budget.

Svar udbedes.

Mia Tang


Tilbage til forside