Borgmester: Kommentar til den store interesse for budgettet

Vi har modtaget: Kommentar til den store interesse for budgettet

Borgmester Eik Dahl Bidstrup. Pressefoto

Kære borgere

Først og fremmest vil jeg slå fast i forhold til de prioriteringer vi i flertalsgruppen har gjort os i forbindelse med budgettet, at nogen SKAL tage et ansvar i denne kommune. Og det gør vi gerne, både i gode tider- og også som nu, i tider hvor rammerne udefra og store stigninger i udgifter kræver beslutninger der ikke nødvendigvis er populære i dele af befolkningen.

Vi har en bunden opgave: at spare 20 mio. kr. på driftsbudgettet bla. pga. stigende socialudgifter, markant lavere udskrivningsgrundlag osv. Det ansvar tager vi gerne på os i Venstre, Socialdemokratiet og DF.

Der er specielt to områder ud af mange der har været til debat.

Vi fastholder en  normering betydeligt over landsgennemsnittet og nabokommunerne

Det første område er besparelserne på børneområdet. Vi har valgt at se på driften af vores institutioner og muligheder for at sammenlægge institutioner for at bevare flest mulige pædagoger hos børnene. Vores ønske og klare mål er, at fastholde en god normering, betydeligt over landsgennemsnittet og nabokommunerne. For at kunne gøre dette, har vi valgt at effektivisere på SFO området ved at sammenlægge institutioner samt lukke Høgevængets børnehave.

Den primære årsag til dette er, at der er en betydelig overkapacitet af ledige pladser i vores institutioner, også fremadrettet. Dog har vi samtidigt sat penge af til at opgradere de fremadrettede bygninger, så der bliver bedre faciliteter på de tilbageværende institutioner.

Menighedsbørnehaven 

En af de store kritikpunkter er, at vi har opsagt driftsaftalen med Menighedsbørnehaven.

Vi har som en del af besparelserne på drift af børneområdet, set på hvordan vi har kunnet fordele besparelserne så ligeligt som muligt, på alle der leverer pasning i Dragør kommune. Både de private, de selvejende og kommunens institutioner. I AOV ønsker vi nemlig ikke at det kun er de kommunale institutioner der skal bære hele byrden. Ved at opsige driftsaftalen med de selvejende institutioner både i og udenfor kommunen, får vi en væsentlig besparelse på bygningstilskuddet til de private leverandører. Derved er det det samlede institutionsområde der bidrager til budgettet.

Jeg mener ikke at jeg kan stå på mål overfor vores egne medarbejdere og forældre i de kommunens institutioner, at det blot er dem og deres børn der skal bidrage til budgettet.

Personligt synes jeg godt om Menighedsbørnehaven og har selv siddet i bestyrelsen tidligere. Men igen- så er vores opgave som politikere, at fastholde en solid økonomi i Dragør, også i tider hvor det gør ondt. Her må vi tage de svære men nødvendige beslutninger.

CWWP

Der har i den seneste uge været stor kritik af vores prioritering af etablering af Hollænderparken i samarbejde med CWWP i området ved Hollænderhallen. Desværre, så har der været en del misforståelser om dette projekt, og også røster som på injurierende vis beskylder mig personligt for forhold som ikke er korrekte. Hermed en kort kommentar til dette:

  1. Jeg har absolut IKKE nogen personlig vinding ved projektet! Jeg modtager ikke som nogen påstår bestikkelse og kender ikke nogen af initiativtagerne personligt. At nogen påstår at lokalpolitikere gør dette mener jeg er dybt beklageligt og skadeligt for demokratiet.
  2. Hollænderparken er IKKE en forlystelsespark eller et vandland. Vi taler om en park for alle byens borgere og især kommunens unge, med rekreative områder, parcour og legeanlæg, borde, bænke og grill til fællesskab. Alt sammen skabt i samarbejde med respekterede arkitekter. Ud over dette vil der være et højklassificeret sportsanlæg til brug for både organiserede og ikke organiserede vandsportsgrene. Sportsgrene som dyrkes på et højt internationalt plan af flere og flere mennesker i hovedstadsområdet og også i Dragør- og sportgrene vores egen ungdomsskole tidligere har rejst til i udlandet flere gange om året. Nu vil vi have mulighed for at bruge disse faciliteter i vores egen by.
  3. Jeg har som borgmester sammen med AOV vurderet, at dette kan være et godt projekt for vores by, der kan give yderligere aktivitet og bevægelse for vores unge mennesker i Dragør. En bypark med faciliteter for alle aldre, er mig uforståeligt at nogen kan have noget imod.
  4. Kommunens tilskud til projektet er i budgetaftalen betinget af at finansiering til den resterende del hentes hjem via fondsmidler.
  5. For at sætte projektet i perspektiv, så er Dragør kommunes tilskud til Hollænderparken i 2019 (såfremt man opnår  restfinansiering udefra) 2,29% procent af det samlede anlægsbudget og blot 0,1% af kommunens samlede budget. Måske er der andre prioriteringer man kunne tale mere om end dette?
  6. Flere har afkrævet svar i forbindelse med en masse spørgsmål. – Jeg kan og vil ikke redegøre for et budget eller et projekt som CWWP står bag. Vi har i vores budgetaftale sagt, at hvis CWWP kan komme med et projekt, finansiering og en fornuftig businesscase, så vil vi lege med som kommune. Den videre proces vil ske i dialog mellem forvaltningen og CWWP, hvorefter der vil være helt almindelige høringer mv, inden vi politikere tager beslutninger om de praktiske rammer for dette.

Og så er der faktisk en masse gode og positive beslutninger i vores budgetoplæg. Ting som er med til at fortsat skabe nogle gode rammer for at bo og leve i Dragør. Jeg er godt klar over, at disse gode tiltag drukner i støjen. Derfor så venter jeg med at nævne disse til en senere lejlighed.

Eik Dahl Bidstrup
Borgmester

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »