Konsulen på Kongevejen

Home inarticle

På hjørnet af Kongevejen 6 og Stralsundstræde 2 ligger en ældre ejendom, der er opført af Johan Hendrich Jørgensen Blichmann i slutningen af 1700-tallet.

Sammenbygget med denne ejendom ligger en mere kendt butik, der er opført omkring 1910.

I tresserne overtog Jørgen Møller Nielsen købmandsforretning. Her kigger man på den store opgravning af Kongevejen. I Dragør har der været legetøjsforretninger flere steder. Her fristes børnene af Riess på Kongevejen 4 til venstre. Riess havde tobak i afdelingen til højre. Før Riess havde Kruse lingeri og tobak i de to forretninger i nr. 4.

Mange husker stadig, at det var her Jørgen Clausen havde sin Radio- og Tv-forretning i fra oktober 1974.

5. marts 2013. Efter næsten 40 år på Kongevejen valgte Jørgen Balslev Clausen at gå på pension. Han startede firmaet allerede i 1966 på Lundevej (nuv. Rytterager).

Købmand Ravn

Før der blev Radio- og Tv-forretning på Kongevejen 6 havde der været købmand.

Den tidligere mest kendte var købmand Edvard Ravn. Da han døde i 1944 førte enken forretningen videre med Axel Aagesen (førstekommis) som bestyrer.

I lighed med byens øvrige købmænd leverede Ravn også varer til landliggerne. I 1927 talte han deres sag, da de ønskede, at Dragør Borgerforening flyttede den årlige fugleskydning, så landliggerne kunne deltage.

Nok var Ravn en indflydelsesrig person i lokalsamfundet, men skydningen blev ikke flyttet og det bevirkede, at Edvard Ravn var med til at starte Dragør Borgerlige Skyttelag, der dengang primært henvendte sig til landliggerne på Nordstranden.

Uoverensstemmelserne med Borgerforenings medlemmer blev dog bilagt kan man konstatere, da Edvard Ravn i 1932 blev udnævnt til fuglekonge i Dragør Borgerforening.

1935. Internt møde på ”Det lille Rådhus”. Købmand Ravns kontor på Kongevejen 6. Charles Hansen, Axel Hermann og Edvard Ravn drøfter aktuelle emner over et fad smørrebrød. (Foto fra bogen: Glimt af Dragørs Historie).

Tre år efter blev han udnævnt til fuglekonge i Dragør Borgerlige Skyttelag og han blev dermed den første ”Dobbeltmonark” i de to foreninger, der stadig afholder fugleskydning.

9. august 1936. Konsulen, købmand Edvard Ravn (1878-1944) udbringer et leve for Danmark. Den afgående fuglekonge låner haven på Stationsvej 6 af en tidl. fuglekonge. (Skyttelagets arkiv).

Det lille Rådhus

Edvard Ravn var svensk konsul og det fremgik af et fint skilt foran forretningen. Ravn havde forskellige tilnavne i byen. ”Kong Edvard”, ”Edvard den Niende” og ”Konsulen”.

Titlen som svensk konsul fik han sikkert, da han sammen med autoparkejer Robert Hansen på Kirkevej var med til at starte en færgeforbindelse til Limhamn i midten af trediverne.

Man påstod, at de beslutninger, der blev taget på Ravns kontor, var vigtigere end de beslutninger, der blev taget på det officielle Rådhus på Stationsvej 5.

Ravns forretning på Kongevejen engang i trediverne. Til højre for indgangen sidder pladen, der fortæller, at her finder man den svenske konsul. (Foto: Arkiv.dk)

Det var heller ikke uden betydning, at Prins Knud hver dag lagde vejen forbi købmanden inden han fortsatte til Dragør Fort.

Ravn havde altid to kølige ”HOF” parat til prinsen. Det var Edvard Ravn, der sørgede for at Prins Knud blev et særligt velkomment medlem i Dragør Borgerlige Skyttelag.

Den dengang hæderkronede bestyrelse i Skyttelaget forsøgte med alle midler, at få Prins Knud udnævnt til Kronprins. En titel man skal skyde sig til i modsætning til kongetitlen.

Nå nu Prins Knud storebror Frederik var kronprins, ville det have været fint, at man også kunne gøre prins Knud til kronprins. Det lykkedes aldrig selv om forsøgene med at hjælpe prinsen med skydningen var talrige.

Maj 1938. Fra venstre Edvard Ravn, fru Therese Ravn. Førstekommis Axel Aagesen, der fortsatte som bestyrer, da Edvard Ravn døde i 1944. Erik Hermann (bedre kendt som ”Jeppe”). Desuden Svend Aage Svendsen og Emil Christiansen.

”Moderne tider”

Købmanden fik i 1923 anskaffet et benzinanlæg til betjening af de lokale bilejere og de motoriserede turister. Benzinstanderen skulle have stået lige ud for kontoret, men byrådet mente, at det ville spærre fortovet, så to mødre med barnevogne ikke kunne passere hinanden samtidig.

Selve standeren blev så opstillet ved siden af Milepælen og den tilhørende benzintank på 250 liter blev gravet ned under Badstuevælen.

Ravns kongeplade. Når Edvard Ravn kiggede ud fra kontoret, så han Milepælen. Dengang kunne man se, at den var opsat i Chr. VII’s tid og, at der var 1½ mil til Amagerport. Egentlig var de 1½ mil et stykke ud for enden af Kongevejen midt i Dragør Havn, men det ville give flere praktiske problemer, at opstillet milepælen der. (Foto: Jørgen Ploug).

Fra vinduet i ”Det lille Rådhus” kunne købmanden se, når der var kunder på pladsen over for og advisere en kommis i forretningen.

Nå men standeren blev efter fem år flyttet til det sted, hvor den oprindelig skulle have stået, nemlig på hjørnet af Stralsundstræde (som dengang hed Nordrestræde). Her stod den de næste 20 år.

1948. Kommandørkaptajn, tronfølgeren Prins Knud i samtale med Axel Aagesen. Prins Knud kørte altid i Ford med nummerplade Krone 27. (Foto: Tove Aagesen).

Kongevejen 6

1953. Gustav Wieder overtog forretningen med Axel Aagesen som kommis. (Arkiv: Gregers Kofoed-Hansen).

Jørgen Clausen havde fra 1974 forretningen med Radio og Tv, Grammofonplader, tilbehør m.v. i næsten 40 år på Kongevejen.

I dag er der herreekvipering i de historiske lokaler. Nicklas B. Kristensen åbnede forretningen ”East of Copenhagen” for fem år siden.

2018: Nicklas Bonnerup Kristensen åbnede ”East of Copenhagen” i 2013 på Kongevejen 6. Som i købmand Ravns tid. Varerne frister igen foran forretningen.

Det ”Lille Rådhus”, hvor Edvard Ravn og senere Jørgen Clausen havde kontor, er i dag blevet en del af selve forretningslokalet.

Tilbage til forside

Gutfelt