Fuld fart på Fortet

Home inarticle

Lørdagens Copenhagen Car and Boatshow blev afviklet under fantastiske vejrforhold med sol fra en næsten skyfri himmel over Dragør og tæt på perfekte vindforhold. For publikum var der grillpølser, fadøl og smæk for en skilling, til det velbesøgt arrangement på Dragør Fort.

Foto: DragørNyheder.dk

Bilshowet bød på flotte stylede biler hvor ingen kunne være i tvivl om de mange timers arbejde der var lagt i transformationen fra en almindelig gadebil til en rigtig showbil. Der var biler fra alle skuffer, men det blev en Audi A3 som løb med 1. pladsen i konkurrencen for bedste bil.

Morten med sin vinderbil, en Audi A3 – men ikke en normal en af slagsen. Foto: DragørNyheder.dk

Speedtesten som blev afviklet foran Dragør Fort blev vundet af Team Raven Rib som nåede en topfart på 105 mph – svarende til 170 km/t. Båden er monteret med 2×400 HK på bagsmækken så der var tale om et sømissil set fra land. Nummer 2 blev Team TP Tube med 104 mph, så der var tæt kamp på vandet.

Vinderen af speedtesten, Team Raven Rib. Foto: DragørNyheder.dk

Arrangør Frederik Gøtterup siger til DragørNyheder.dk, at arrangementet er gået over al forventning. Med cirka 3000 besøgende på Fortet blev både publikumseventet Copenhagen Car and Boatshow og Poker Run en succes. På spørgsmålet om det kommer igen næste år, siger Frederik Gøtterup “det er for tidligt at sige noget om, men det kunne måske blive en fast tradition i Dragør”.

Lørdag var dagens ret på Fortet “Gode gammeldags Hestekræfter” – og der var nok af dem. Foto: DragørNyheder.dk
Amerikanske muskler på Fortet. Foto: DragørNyheder.dk
Tilbage til forside

Gutfelt