En KVIK pige fra Dragør

Caroline Brink er 14 år og går i 8. klasse. Caroline bor i Dragør med sin familie som består af mor, far og en lillebror på 12. Caroline Brink er Elitesvømmer på førsteholdet i svømmeklubben KVIK som hører hjemme i Kastrup og er en af landets bedste klubber. Livet som elitesvømmer betyder tidligt op om morgenen og tidligt i seng om aftenen for der trænes ni gange om ugen når man er på førsteholdet i KVIK. 155 medaljer er det også blevet til!

DragørNyheder.dk fik besøg af Caroline Brink i forbindelse med en skolepraktikdag og det udmøntede sig i et portræt af en pige med disciplin, klare mål og en hård hverdag.

Caroline Brink er ikke en pige der lider af vandskræk. Foto: DragørNyheder.dk

Mit liv som svømmer – af Caroline Brink

Jeg startede med at svømme, da jeg var 6 år gammel. Det var egentlig kun, fordi vi bor så tæt på vandet, så jeg skulle kunne svømme, hvis jeg en dag faldt i. Jeg svømmede i Dragør svømmeklub, og jeg synes faktisk ikke, at det var særlig sjovt. En dag var jeg med min mor i svømmehallen, og en træner fra KVIK så mig svømme rundt. Han spurgte, om jeg ikke ville have en plads på hans hold. Det var noget helt andet at svømme hos ham. Jeg plaskede ikke bare rundt i et bassin med en af de der søpølser, han lærte os noget, og jeg blev bedre til at svømme.

Jeg blev hurtig grebet af det, og jeg synes, at det var sjovt at træne, selvom jeg var træt, når jeg kom hjem igen. Da jeg blev tilbudt en plads på det første af konkurrenceholdene, var det med frygt, at jeg takkede ja. Jeg var bange for de mange træninger. Jeg troede ikke, at jeg kunne komme igennem, fordi jeg var så træt i forvejen. Hvordan skulle jeg nogensinde klare noget, der var endnu hårdere? Det var heldigvis ikke så slemt, jeg klarede det, og jeg brændte endnu mere for det nu.

Jeg kan huske, det første stævne jeg var til, alle stod og græd af nervøsitet og ville ikke i vandet. Jeg græd ikke. Jeg hoppede bare i og svømmede mit løb. Det gik godt, og konkurrencemennesket i mig voksede. Jeg ville op på C-holdet, og en dag ville jeg være god nok til at svømme på førsteholdet.

Resultaterne gik den rigtige vej

I 2013 rykkede jeg endelig op på C-holdet. Jeg begyndte at træne mere, og træningen blev mere seriøs. Det kunne både ses og mærkes, jeg begyndte at svømme hurtigt, og pludselig var jeg en af de gode på holdet. Jeg fik min første kravtid til Østdanske årgangsmesterskaber og DÅM (Danske Årgangsmesterskaber). DÅM var mit første langbanestævne, og jeg glædede mig meget. Desværre gik det ikke godt, og jeg fik at vide, at det ikke var alle, der kunne svømme på langbane.

Selvfølgelig skulle jeg vise, at de tog fejl. Året efter fik vi nye trænere og de så noget nyt i mig. På vores træningslejr havde vi et træningspas, hvor vi øvede teknik bl.a. brystvendinger. Jeg fik efterfølgende at vide til en svømmersamtale, at jeg havde været den bedste til brystvendingerne, og de mente, at jeg skulle være brystsvømmer. Jeg havde hidtil været rygcrawlsvømmer og jeg ville ikke skifte speciale, før det var bevist, at jeg var bedre til at svømme bryst.

Hovedspring og viljestyrke er en naturlig del af Carolines liv som elitesvømmer. Foto: DragørNyheder.dk

Vi arbejdede med det til træning, og jeg svømmede mere og mere bryst. Så kom regionsmesterskaberne og jeg svømmede 100m bryst. Jeg fik en delt førsteplads og lå nu i toppen af ranglisten og mine trænere troede på, at der var meget mere i den. Jeg begyndte at se det i øjnene, men heller ikke her ville jeg indrømme, at jeg nok var brystsvømmer.

To måneder senere var der østdanske årgangsmesterskaber og jeg var seedet 6’er i 100m bryst. Jeg lå på en yderbane i finaleheatet, starten gik, og jeg svømmede selvfølgelig så hurtigt, jeg kunne. Da vi manglede 25 meter, kunne jeg høre mine klubkammerater heppe helt vildt. De hoppede og skreg, så jeg vidste, at der var noget på spil. Da jeg slog ind, så jeg på tavlen, at jeg til min egen overraskelse var stået ind som etter – 20 hundrededele foran nummer 2. Jeg havde slået 5 sekunders PR (personlig rekord), og ikke mindst havde jeg vundet guld, og jeg lå nu nummer et på ranglisten for årgang 2003. Det var min første store medalje, og det var også her, at jeg måtte erkende, at jeg var brystsvømmer.

De første ”store” medaljer

Et halvt år efter, i sommeren 2015, vandt jeg mine første medaljer til DÅM. Det var nok det største, man kunne opnå som årgangssvømmer. Jeg vandt sølv i 100m bryst – få hundrededele efter nummer 1 og guld i 200m bryst 2 sekunder foran nummer 2, og så havde vi medleyholdkapperne, hvor KVIK også vandt guld og sølv.

Caroline Brink på medaljekurs. Foto: Jesper Nielsen – STTFOTO.dk

Sæsonen efter (2015/2016) fortsatte jeg de vilde resultater. Jeg var rykket op på 2. holdet, så tingene skulle tages mere seriøst nu. Jeg stoppede som springgymnast, som jeg ellers også havde været, men der er ikke tid til det hele. Det var svømningen, jeg ville mest. Jeg slog PR hver gang jeg hoppede i vandet, og jeg vandt samtlige guldmedaljer. Det gik en vej, og det var opad.

Jeg var begyndt at træne otte gange om ugen, så det tog tid, men jeg må klart sige, at det var det værd. Jeg svømmede virkelig hurtigt, og da vi skulle til DÅM, var jeg klar. Jeg skulle vinde både 100m og 200m bryst – især 200m bryst var vigtig. Min indledende 200m bryst gik godt, jeg slog 5 sekunders PR, fra en tid der var få uger gammel, og jeg var videre som etter til finalen – 3 sekunder foran nummer 2.

I finalen svømmede jeg det bedste løb, jeg nogensinde har svømmet, jeg slog yderligere 2 sekunders PR og vandt guld med 3 sekunder. Jeg vandt både guld i 100m og 200m bryst. Det var en fantastisk følelse, og da jeg troede, at det ikke kunne være bedre, havde jeg fået kravtid til Nordiske Junior Mesterskaber. Som 2. års årgangssvømmer er det vildt, og 2 uger efter – i sommeren 2016, var jeg med til NJM som eneste 2003’er.

Den første nedtur

Efter sommerferien startede en ny sæson. Den første del af sæsonen gik godt, jeg fik lavet om på min teknik, og svømmede nu endnu hurtigere. Men da der var DÅM – kortbane i februar, blev jeg slemt syg. Jeg var seedet som 1’er i flere ting, men kunne ikke deltage. Derfra gik det ned ad bakke.

I foråret fik jeg en knæskade, og jeg kunne derfor ikke svømme bryst. Det var en kæmpe nedtur, og det krævede meget at håndtere det. Jeg trænede stadig, men jeg begyndte at svømme crawl i stedet. Knæet blev bedre, men da vi nåede til DÅM i juni, havde jeg kun svømmet bryst i en uge. Mine brystløb gik langt fra, hvad jeg havde håbet på, og det var en kæmpe skuffelse. Til gengæld havde jeg svømmet en del crawl, så min 100m fri gik godt, og jeg fik en 4. Plads.

Det er utrolig hårdt, når tingene ikke lykkes, fordi man lægger så meget tid og så mange kræfter i det. Det er noget, der kræver styrke at komme igennem, fordi man skal til at finde sin glæde igen. Samtidig tager skader tid at komme over, så man kan ikke regne med at være tilbage på toppen lige bagefter. Det er noget, man skal arbejde sig igennem.

Opturen

Her året efter har jeg udviklet mig, og jeg har lært at håndterer nedture og skuffelser. Vigtigst af alt – jeg svømmer stadig. Jeg går på førsteholdet og træner ni gange om ugen, og jeg kan træne ordenligt igen. I år har været meget blandet, men det jeg kan mærke mest, er at jeg er begyndt at svømme hurtigt igen. Til sommer skal jeg til NJM (Nordiske Junior Mesterskaber) i Letland, og jeg glæder mig meget, til at skulle repræsentere Danmark for anden gang.

Caroline Brink gir en hånd fra bassinkanten. Foto: Jesper Nielsen – STTFOTO.dk

Prioriteter, lektier og afsavn

Livet som svømmer er hårdt. Der er meget træning, og træningen er hård. Du kan ikke bare tage fri fra træning, da man så mister vandfølingen i løbet af ingen tid, fordi kroppen ikke er skabt til at svømme. Som elitesvømmer handler det også om at være god til at prioritere sine ting og sin tid. Når man går i 8. Klasse, er der mange lektier, man skal lave, samtidig med at du skal passe din træning. Hvis man ikke kan finde ud af at strukturer sin tid, kan man ikke nå det hele.

Med så meget træning er der også mange ting, man må sige nej til. Igennem mine snart 5 år som konkurrencesvømmer er der mange ting, jeg er gået glip af. Samtlige familiefødselsdage, fødselsdage hos venner og fester. Man kan ikke bare tage til fest en fredag aften, hvor du drikker og kommer sent hjem, når du har morgentræning lørdag. Når træningen ikke bare kan springes over, kan man heller ikke bare tage til fødselsdag eller med sine venner i Tivoli. Det skal de fleste gange planlægges i god tid. Det er ikke altid, folk forstår dig og dine valg, fordi de har svært ved at sætte sig ind i det. De forstår ikke, hvorfor den ene træning er så vigtig, eller hvorfor du ikke bare lige spiser en pizza. På det punkt vil elitesportsudøvere altid skille sig ud.

Caroline har god støtte fra familien når der skal prioriteres og vælges fra i en travl hverdag. Foto: DragørNyheder.dk

Heldigvis har jeg en familie, der bakker mig op, og venner der forstår mig. I skolen kan jeg også få ekstra tid til afleveringer, og det kan lade sig gøre at bytte træningspas, så jeg kan nå at lave mine lektier. På det punkt er skolen og klubben gode til at gøre det nemmest for mig.

Mange rejser og oplevelser

Som svømmer rejser jeg meget, jeg tager på træningslejr, og der er stævner, hvor jeg er væk. Jeg kan godt lide det, men det er noget, jeg ikke kan komme udenom. Med de i hvert fald to træningslejre vi har om året, er det samlet over en måned, jeg er væk plus alle de fredage, hvor vi er til stævner. Så der er også en del skole at indhente. Mange spørger mig tit, om jeg synes, at det er det værd. Jeg tænker også selv en del over det, for det er meget tid at bruge, hvis man ikke synes, at det er det værd. Men det synes jeg, at det er.

Svømningen har givet mig mange oplevelser, som jeg ikke vil være foruden. Lige så hårdt som det kan være, når tingene ikke lykkes, lige så fedt er det, når de gør. Det er noget af det, der gør det værd at træne hver dag, stå op kl. 5 om morgenen og alt det andet der følger med. Jeg tror, at det ville være svært at svømme, hvis man ikke kunne lide at træne. Min træner siger også ofte, at man ikke skal træne for at nå målet, fordi det er mange træninger, man så skal kæmpe sig igennem.

Fremtiden

Næste år er jeg færdig med folkeskolen, og så jeg skal på gymnasiet. Der bliver meget at se til, men man kan heldigvis gå på en Team Danmarks linje, så man har tid til det hele. Svømning er ikke noget, man kan leve af. Selvom man er dygtig, slutter karrieren på et tidspunkt. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at have en god uddannelse, så man kan få et job bagefter. Hvis jeg en dag ikke kan nå begge dele, stopper jeg. Indtil da vil jeg se, hvor langt svømningen bringer mig.

 

Tilbage til forside

Nyhedsbrev_728_90