Årets legetogt skudt i gang med musik og dåb

Fredag blev Legeskibets årlige togt skudt i gang i Dragør. Der var fuld aktivitet på havnen med legende børn, rundvisning på Legeskibet, musik i teltet og varme pølser på grillen, da det officielle legetogt for skibet “Halmø” blev fejret på havnen i Dragør som i år har fået æren af, at være første stop på sommerens sejlads rundt til 18 havnebyer i Danmark.

Foto: DragørNyheder.dk

Legeskibets er lastet med to specielt indrettede containere fyldt med aktiviteter for alle aldre. På turen rundt i Danmark gennemføres daglige skoleforløb, legeaspirantkurser, dagsforløb om kreativitet og ungeinddragelse samt visionssejladser for byens folk.

Foto: DragørNyheder.dk

Formålet med Legeskibets aktiviteter er at det bidrager til en positiv ramme for udviklingsprocesser hen mod en fælles fremtid, vision og strategi for landets havnebyer. Legeskibet tilbyder på alle stop masser af leg, workshops, romaskiner, mad, drikke og musik.

Foto: DragørNyheder.dk

Den Flyvende Hollænder

Fredagen bød også på indvielse af Dragør Ungdomsskole og SSP´s nye motoriserede fartøj “Den Flyvende Hollænder”.

Formålet med motorbåden er, at den kan være et flydende klasselokale samt benyttes til en række andre maritime aktiviteter som blandt andet fisketure, sælsafari, tursejlads, snorkling og i SSP-arbejdet. Ud over Ungdomsskolens medarbejdere er nogle af skolens elever også blevet uddannet til at sejle båden.

Formand for skoleudvalget, Lisbeth Dam Larsen fik æren med at stå fadder til Dragørs Ungdomsskoles og SSP’s flotte motorbåd “Den flyvende Hollænder” som fredag blev døbt og bød på prøvesejlads.

Lisbeth Dam Larsen, Formand for Skoleudvalget i Dragør stod fadder til Den Flyvende Hollænder under fredagens dåb.

“Dragør har fået et flydende klasselokale, et godt mødested, et redskab til læring, til team building, til trivselsture, maritime aktiviteter, sejlads med ældre borgere osv. osv.
En fantastisk ide er blevet til virkelighed takket være Christoffer, Ungdomsskolen og Peter, SSP. Dragør har fået en unik mulighed for at lave åben skole – på det åbne hav.
Og båden er samtidig en invitation til alle, der ønsker at bruge den, om at være med til at opfinde nye værdiskabende aktiviteter på vand. Held og lykke – og tak for prøveturen”, skriver Lisbeth Dam Larsen på Facebook.

 

Tilbage til forside

Gutfelt