Festdag for dagplejen i Dragør

Anden onsdag i maj er lig med landsdækkende dagplejedag. I dagplejehuset på Engvej blev dagen fejret med underholdning i børnehøjde.

En brandbil, man må kravle op i. Balloner, flag, hoppeborg og små boder, hvor man blandt andet kan blive malet som en indianer. Den anden onsdag i maj er altid lidt festligere i dagplejernes hus på Engvej. Det er nemlig landsdækkende dagplejedag, der fejres af dagplejere over hele landet.


“Formålet med dagen er at øge interessen for dagplejen og sprede de gode historier om, hvad vi kan,” fortæller Mette Keis, der er pædagogisk leder for dagplejen i Dragør:
“Det er samtidig en dag, der skaber sammenhold dagplejerne imellem, fordi vi er samlet hernede allesammen,” forklarer hun og tilføjer, at forældrene i år er blevet inviteret til at komme om eftermiddagen, så alle er med.

Tryghed og nærhed
Da Dragørnyheder kigger forbi, er der besøg af en gravemaskine. Børnene stiller sig i kø for at få en tur inden formiddagsmaden.

Der er fire grupper af dagplejemødre i Dragør. De passer i alt 40 børn.
“Dagplejen er ensbetydende med tryghed og nærhed. Den enkelte dagplejer har kun tre til fire børn, og der er kun én fast voksen frem for mange forskellige. Samtidig er der også mulighed for at mødes i større forsamlinger, når børnene har brug for det,” understreger Mette Keis.

Stabile dagplejere
Når den faste dagplejer har ferie eller er syg, bliver børnene passet i dagplejehuset på Engvej, hvor hver dagplejegruppe også mødes fast en gang om ugen. Her er der to dagplejere ansat, som også er kendte ansigter for børnene.
“Vores dagplejere er meget stabile. En af dem har været her i 40 år, og de fleste af dem når 25 års jubilæet,” fortæller Mette Keis smilende.
“Vi har også en meget engageret forældrebestyrelse, som altid stiller op og har været med til at stå for underholdningen i dag.”

Kontakt pladsanvisningen eller ring til pædagogisk leder Mette Keis på 51577739, hvis du vil vide mere om dagplejens tilbud.

Tilbage til forside

Nyhedsbrev_728_90