Store Magleby Blomster – officielt idag


I dag er det officielt “Store Magleby Blomster” og de nye ejere overtager forretningen i Gartnerstræde. DragørNyheder.dk kiggede forbi og hilste på.

Lisa Johansen, en af de nye ejere bag Store Magleby Blomster. Første dag og allerede travlhed i forretningen. Foto: DragørNyheder.dk

Der var masser af friske blomster, kunder i forretningen og smil på læberne på den officielle overtagelses dag, hvor Anni Berger overdrager nøglerne til forretningen og, efter eget udsagn, fra kl. 12.00 kan nyde sit otium, når hun har bundet de sidste buketter i den 118 år gamle familievirksomhed.

I forbindelse med overdragelsen bringer vi her del 2 i historien om Gartneriet i Gartnerstræde.

Ca. 1935 Store Magleby set mod sydvest. I forgrunden Hovedgaden. Bagved ligger Kinkelgade, der i 1957 blev delt i to dele af Englandsvej. (Kgl. Bib.)

De jødiske familier, der ikke var kommet afsted med fiskekutterne, blev midlertidig skjult i Dragør og Store Magleby, indtil der blev mulighed for ny transport til Sverige.

Peter Møller og hustruen Anna udvidede produktionen og i 1946 blev det nødvendig med endnu en udbygning.

I tilknytning til de gamle drivhuse og kedelbygningen blev drivhus nr. 7 opført. Kedelhuset blev udbygget, og der blev opført nye pakkerum, lagerrum og garage.

Planer med Fælledvej
Allerede i fyrrene have man planer om, at omlægge vejene ved Store Magleby. Det var meningen, at Fælledvej skulle have været ført direkte nordpå til Amager Landevej uden om landsbyen.
Den planlagte vej skulle have ligget mellem drivhusene og privatboligen; men bl.a. tyskernes beslaglæggelse af lufthavnen, og den ringe biltrafik under besættelsen stoppede de vejplaner.

Lufthavnen udvides
Indtil 1958 udviklede gartneriet sig støt og roligt; men da lufthavnen skulle udvide måtte dette gartneri også afgive jord. Planerne denne gang gik ud på, at et stykke af Amager Landevej nord for Store Magleby skulle nedlægges, og Amager Landevej skulle føres uden om lufthavnen i en bue til Store Magleby.

Denne plan blev droppet, og i stedet blev Englandsvej forlænget fra Brønderslev Allé til Store Magleby. Dette vejstykket blev i begyndelsen benævnt Dragørvejen. Flere huse i krydset Møllegade, Kirkevej og Hovedgaden blev nedrevet, da det nye vejstykke blev anlagt. Gavlen i stuehuset, Gartnerstræde 10 kom til at ligge tæt op ad Englandsvej (Jetvejen).

Gartnerstræde, der tidligere gik fra den nordlige del af Kinkelgade til Strøbyvej, blev skåret over og den del der kom til at ligge syd for Englandsvej blev nedlagt. Det var også i 1958, at Kinkelgade blev delt i Nordre og Søndre Kinkelgade.

Lufthavnen udvides igen
Lufthavnen skulle fortsat udbygges, og 10 år efter var der planer om en parallelbane til den gamle bane 04-22 fra krigens tid. Der var i den periode også planer fremme om, at flytte hele lufthavnen til Saltholm.

Andre planer gik ud på at anlægge parallelbanen tværs gennem den gamle Store Magleby landsby; men det endte som bekendt med at den nye bane 04-22 kom til at ligge vest for den gamle bane. Det var i den forbindelse at Englandsvej blev omlagt og ført i tunnel.

1970-71. Englandsvejen fra 1957 omlægges og føres i tunnel under den nye bane 04L-22R. Indkørsel i Store Magleby lægges nordligere og gartner Møllers villa skal nedrives. (Aksel Møllers arkiv).

Igen blev gartneriet berørt, idet Københavns Amt ønskede en nordligere linjeføring af Englandsvej vest for Store Magleby. Gartneriet, laden samt privatboligen skulle eksproprieres; men resultatet blev, at “kun” villaen og laden blev nedrevet. Villaen var kun få år før blevet ombygget og moderniseret.

1970-71. Anna og P. Chr. Møllers villa og lade kort tid før nedrivning. Gartner Møllers nu opfyldte brønd ligger vejen, hvor folkevognen kører. (Aksel Møllers arkiv).

Når man i dag kører ad Englandsvej i bil mod København passerer man “tværs” over gårdspladsen og “gennem” stuehuset. Indtil for to år siden mærkede man mærker et mindre bump i vognen. På det sted, hvor den gamle brønd havde ligget, var asfalten repareret.

Tilbage til forside

Nyhedsbrev_728_90