Havneprojektet ligger for svaj – lidt endnu

BEPU, By-, Erhvervs-, og Planudvalget behandlede tirsdag aften sagen om byggesagsbehandlingen af Bådeværftets nye byggeri på det østlige byggefelt på havnen. Et flertal bestående af AVO stemte for at udsætte sagen yderligere én måneds tid, hvor man i mellemtiden, vil invitere Bådeværftet til dialog om byggeriet.

Bådeværftet har til aftenens møde fremsendt reviderede tegninger på det nye byggeri for at imødekomme et ønske om et mere passende facade-udtryk.

Nyt skitseforslag for Bådeværftet

Konservative med Kenneth Gøtterup i spidsen havde stillet forslag om, at byggesagsbehandlingen skulle fortsætte og afgøres i forvaltningen straks da bygherren, efter C´s opfattelse, har overholdt alle regler for det nye byggeri.

Byggeriets etape 1 af Bådeværftet.

-“Men helt som forventet blev vi nedstemt”, skriver Kenneth Gøtterup i sit opslag på Facebook tirsdag aften.

Bådeværftets skitse for det fuldt udbyggede nye værft.

Beslutningen betyder også at Café Espersens nye byggeri får lidt mere tid i ventesalen da man ønsker en samlet helhedsplan for de to byggerier.

Skitse af Café Espersens nye byggeri.

For Café Espersens byggeri har man tidligere indstillet følgende forslag til byggesagen;

“At der indledes nye drøftelser med Cafe Espersen om det arkitektoniske udtryk og at der sker fornyet fremlæggelse af sagen til politisk behandling, inden en egentlig byggesagsbehandling igangsættes. Dialogen skal sikre et arkitektonisk udtryk, fx med træbeklædning, som i højere grad lever op til lokalplanens formål om at ny bebyggelse indpasses med hensyntagen til havnens nuværende bebyggelseskarakter. Desuden er det ønsket at et nyt byggeri i højere grad end de nuværende tegninger tilgodeser det politiske prioriterede Unesco-projekt, sådan at byggeriet som minimum ikke modarbejder, og meget gerne understøtter den ønskede udpegning som Unesco-område.” (Kilde: Dragør Kommune)

Der er stor politisk uenighed om byggeprocessen. Liste-T mener ikke de nye byggeskitser lever op til lokalplanens bestemmelser. Konservative sidder i den anden grøft og mener de til fulde opfylder alle krav og bør sagsbehandles uden yderligere forsinkelser. Venstre og Socialdemokratiet ønsker ikke at være smagsdommere på projektet, men henstiller til at man arbejder videre med udformningen, så den bedre passer ind i et helhedsbillede på havnen. Dansk Folkeparti så gerne et videre arbejde med Tænketankens oprindelige helhedsplan.

Tænketankens oplæg til nyt havnekontor

Havneprojektet skiller vandene og det forekommer vanskeligt, at se hvorledes der kan landes en løsning, som tilfredsstiller alle.

Allerede i 2003 forelå der skitsetegninger på et udviklingsprojekt af havnen. Havde man for 15 år siden været i stand til at samle et flertal og finde økonomien så havde borgerne måske sejlet rundt i småbåde og kajakker i de små kanaler.

Havneprojekt fra 2003
Kanaler og idyl som man tænkte i 2003

 

 

Tilbage til forside

Nyhedsbrev_728_90