Parkeringsproblemerne angribes fra to sider


Både kommunen og Beboerforeningen for Dragør Gamle By vil nu tage alvorligt fat i de mange biler, som fylder op i de smalle gader

Foto: Carsten Maass

Nu skal der ske noget afgørende for at løse parkeringsproblemerne i og omkring Dragørs gamle bydel. Det kom frem på Beboerforeningens generalforsamling forleden, hvor borgmester Eik Dahl Bidstrup var gæst og luftede nyheden om, at kommunen nu aktivt vil se på parkeringsforholdene og trafikproblemerne.

Samtidig har Beboerforeningen for Dragør Gamle By nedsat en arbejdsgruppe, som vil komme med konkrete initiativer til at mindske bilgenerne. Gruppen blev nedsat på forslag af Jens Thorhauge og fik stor tilslutning og tilmelding fra generalforsamlingen.

De mange biler skaber vidt forskellige ulemper: først og fremmest spærrer de mange parkerede køretøjer fremkommeligheden i de smalle gader i den gamle by. Det går ud over fx butikshandlende og i værste fald redningskøretøjer. For det andet skæmmer bilerne det historiske miljø.

Juraen er helt enkel og burde være let at forstå: Hele Dragørs gamle bydel er gågadezone ifølge færdselsloven. Det betyder simpelthen, at parkering ud over 15 minutter er forbudt. Nu vil både kommune og beboerforening så se på, hvordan man kan få reglerne overholdt – og hvordan man kan skaffe flere parkeringspladser til de biler, som jo vitterligt skal parkere et eller andet sted.

På Beboerforeningens generalforsamling var der også diskussion af et andet fænomen. Foreningen konstaterer nemlig, at den gamle bydel er blevet et spekulationsobjekt på det seneste.

– Der kommer hele tiden nye husejere til byen, og det er jo godt, men det er mindre godt, når køberne straks ønsker at bygge om i strid med vores gode byplan, eller bygger om for straks at sælge hurtigt videre. Huse købt i spekulationsøjemed giver ofte problemer både i forhold til at overholde vores lokalplan og byggetraditioner, og i forhold til naboerne. Det er, må vi jo nok erkende, ikke altid nabohensyn, der giver mest hård valuta for pengene – men vores kulturmiljø skal ikke sådan gøres op i kroner og ører. Og byens gamle håndværkstraditioner skal ikke havne på lossepladsen, hed det i beretningen.

– Og heldigvis er man i Dragør kommune også meget opmærksomme på disse problemstillinger. Flere af de nævnte noget problematiske byggeprojekter er siden blevet klart afvist i enighed af kommunens politikere. Det skal de have mange tak og meget ros for. Vi regner med, at vores politikere også fremover er med på traditionen om i fællesskab med Dragør gamle bys beboere at tage vare på byens kulturværdier. Vi tror på, at det fortsætter sådan.

Også på andre måder er den gamle bydel under pres af moderne tider. Det er heller ikke uden problemer, når vi oplever en stigende korttidsudlejning i byen, som f.eks. udlejning via Airbnb eller til pendlerovernatninger, eller at nogle af husene reelt slet ikke bebos, men udelukkende udnyttes til fritidsbeboelse eller bare venter på bedre tider. Mens landliggerne i sidste århundrede var et både økonomisk og socialt supplement til byen, så er den moderne udgave, Airbnb, et fremmedelement, som ikke hører hjemme i en bolig-by som Dragør. Husene i den gamle by skal anvendes til helårsbeboelse, altså med folkeregisteradresse, og ikke bebos af folk, der bare ruller ind og ud med deres kufferter. Dette sidste er allerede en plage flere steder i byen. Deleøkonomi kan på mange måder være en god ting, men denne økonomi er også oftest mere sort end delt. Erhvervsmæssig udlejning foregår på hoteller. Problematikken har været drøftet med Dragør kommune i det forløbne år, og vi har opfordret til og håber meget, kommunen vil sikre, at denne udvikling bremses.

Beboerforeningen kunne konstatere, at borgerne i den gamle by er meget engagerede i deres lokalsamfund. Foreningens medlemstal er det højeste nogensinde i foreningens historie. Det afspejlede sig også på generalforsamlingen, der var ved at sprænge alle rammer i aulaen på Dragør Skole.

Der var genvalg af foreningens formand, Hanne Bacher Bendtsen, og bestyrelsen består af Leise Larsen, Dorde Lange Jacobsen, Niels Andersen, Tom Pedersen, Bo Sillemann, Lisbeth Hansen, Trine Smith og Toke Colding.

Inden generalforsamlingen orienterede borgmester Eik Dahl Bidstrup om Dragør Kommunes netop afsendte ansøgning til Kulturministeriet om, at Dragør gamle by og havn optages på den såkaldte tentativliste, som udgør den danske stats bud på steder, der bør komme på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Arkitekt Jan Engell fra UNESCO-arbejdsgruppen i Dragør fulgte op med nærmere at redegøre for, hvad der gør Dragør gamle by og havn så enestående, så den hører hjemme på UNESCO’s liste.

Med venlig hilsen
Beboerforeningen for Dragør Gamle By
Hanne Bendtsen
Formand

Tilbage til forside